Gymnasielever nedlægger undervisningen i protest

På flere gymnasier i Østjylland har eleverne torsdag nedlagt undervisningen

01:10

Unge rundt om på nogle østjyske uddannelsesinstitutioner har i dag, torsdag, nedlagt undervisningen i protest over regeringens foreslåede nedskæringer på uddannelses- og SU-området.

Det gælder blandt andet på Langkær Gymnasium og HF og på Aarhus Katedralskole. 

På Langkær Gymnasium og HF i Tilst var der torsdag indkaldt til stormøde, og her besluttede eleverne, at undervisningen torsdag skulle nedlægges. 

- Vi har besluttet, at vi i dag nedlægger undervisningen og ikke møder op til timerne, men at vi i stedet sammen laver en masse andre aktiviteter, som binder os sammen, siger Jens Philip Yazdani, der er elevrådsformand på Langkær Gymnasium, til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Læs også Nyt samarbejde skal få flere til at vælge håndværkerfag

På landsplan har elever på 87 gymnasier og handelsskoler torsdag nedlagt undervisningen i protest over, at regeringen vil spare på uddannelsesområdet og forringe uddannelsesstøtten.

I finanslovsforslaget lægger regeringen ifølge Ritzau op til, at landets uddannelsesinstitutioner skal spare over 8,7 milliarder samlet over fire år, og derudover skal der skæres 3,3 milliarder kroner i uddannelsesstøtten.

- I forhold til SU er det dybt problematisk, at regeringen vælger at skære 20 procent af beløbet, hvilket betyder, at unge bliver nødt til at gældssætte sig enormt meget i en ung alder bare for at få mulighed for at gennemføre en universitetsuddannelse eller en anden uddannelse, siger Jens Philip Yazdani.

Senere i dag tager eleverne ind til Rådhuspladsen i Aarhus for at demonstrere. Her kommer eleverne fra Aarhus Katedralskole også. De går i samlet flok fra skolen tæt på Domkirken klokken 15.15 og hen til Rådhuspladsen for at deltage i Uddannelsesalliancens demonstration klokken 16.00.

I videoen øverst på siden kan du se interviewet med Jens Philip Yazdani