Gode nyheder for Randers HH

Randers HH-profilen Nikolaj A. Nielsen har ikke skadet sit korsbånd så alvorligt som først antaget

Foto: Hans Carstens

Årets spiller i Randers HH, Nikolaj A. Nielsen, frygtede det værste efter et uheld på en strandbane, men skaden er heldigvis ikke så slem.

- Han har ikke sprunget noget, men han har belastet korbåndet. Han har været i nogle yderstillinger, der gør, at der er opstået væskesamlinger i knæet, siger sportschef Peter Hansen til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Se: Randers HH-profil skadet

Til at begynde med holder Nikolaj A. Nielsen helt pause i to-tre uger, og derefter kan han langsomt begynde med genoptræning.

Men der bliver ingen boldtræning før til august, hvor han formentlig så småt kan begynde at spille håndbold igen.

- Forhåbentlig bliver han klar til næste sæson, og det er en vigtig melding for os. Vi er meget lettede over, at det ikke er værre, og det er Nikolaj selvfølgelig også. han var meget glad, da han ringede til mig efter scanningen, siger Peter Hansen.