Gilberto Macena stadig topscorer
Scorede da AC Horsens og Silkeborg spillede uafgjort
Superligatopscorer Gilberto Macena spillede endnu en gang en hovedrolle, da AC Horsens og Silkeborg lørdag spillede uafgjort 1-1 i Superligaen.
Hjemme i Horsens scorede Macena sit 11. sæsonmål, og han topper fortsat ligaens topscorerliste ganske suverænt.
Det lignede dog længe en sejr til Silkeborg, som havde et grimt pokalnederlag at revanchere. Først et kvarter før tid kom udligningen fra Horsens' brandvarme brasilianer, som udnyttede et fornemt Martin Spelmann-oplæg.
Trods pointtabet fik Silkeborg ikke desto mindre rejst sig en smule efter det pinlige 3-4-pokalnederlag til Næsby fra 2. division tidligere på ugen.
Dermed fortsætter Silkeborg de fine takter i Superligaen, hvor holdet - pinligt pokalnederlag eller ej - faktisk ikke har tabt siden 10. september. Det er seks superligakampe i træk uden nederlag.
Trods den gode stime ligger Silkeborg dog stadig placeret i den tungere ende af Superligaen på grund af holdets dårlige sæsonstart.
Silkeborg spillede klogt
Silkeborg spillede i lang tid klogt mod et Horsens-hold, der trods holdets topplacering havde svært ved at dæmme op for de mange Silkeborg-kombinationer, som førte til en række store chancer.
Horsens formåede først sent i kampen at spille sig frem til de muligheder, som holdet hidtil i denne sæson har været dygtige til at finde. Da det endelig lykkedes, skulle Gilberto Macena dog have scoret et eller to mål mere og sikret Horsens alle tre point.
Cheftræner Johnny Mølbys Horsens-mandskab tabte med det uafgjorte resultat et lille skridt i kampen om en plads i en af de europæiske turneringer.
Med en sejr over HB Køge søndag kan AGF således overtage Horsens' fjerdeplads, der giver adgang til Europa League-kvalifikation.