Genhusning udskudt: Beboere fanget i flytterod
En familie skulle efter planen flytte ud af deres lejlighed den 1. marts, men der kommer ingen flyttemand den dag. Det er der bare ikke nogen, som har fortalt familien
I den lille lejlighed er tøj og køkkengrej pakket sammen i flyttekasser. De har stået klar siden foråret 2017, men flyttekasserne kommer ingen steder foreløbig.
- Det er ødelæggende for hverdagslivet. Det forringer livskvaliteten, siger Daniel Mantel, der bor i Gellerupparken i Aarhus i en lejlighed fyldt med flyttekasser.
Læs også
Daniel Mantel er bare én af de hundredvis af beboere, der skal flytte fra deres lejlighed for derefter at blive genhuset. Genhusningen er dog udskudt, da den påbegyndte renovering af de omkringliggende boligblokke er trukket ud. Den information må beboerne dog selv finde frem til.
- Folk i samme blok får forskellige oplysninger, siger Daniel Mantel til TV2 ØSTJYLLAND.
Mange beboere er ramt
Mange andre beboere føler også, at de mangler information. Hele 80 mennesker var med til det akutmøde, som afdelingsbestyrelsen netop har afholdt. Abdinasir Jama Mohamed, der er næstformand i afdelingsbestyrelsen i Gellerupparken, bakker beboerne op.
- Beboerne skal behandles ordentligt. Ikke alt det her fnidder-fnadder, hvor de selv er nødt til at opsøge boligselskabet, siger Abdinasir Jama Mohamed.
Læs også
Manden, som er ansvarlig for den manglende kommunikation, forstår forbrugernes frustrationer og vil forsøge at kommunikere bedre.
- Vi har gjort en hel del ud af at informere, men hvis oplevelsen er, at vi har informeret for dårligt, må vi gøre det lidt mere grundigt fremadrettet, siger Keld Laursen, der er administrerende direktør i Brabrand Boligforening.
Indtil videre er det uvist, hvornår beboerne skal flytte. Derfor må flyttekasserne blive stående lidt endnu.
Brabrand Boligforening regner dog med at sende et nyt orienteringsbrev ud i uge 8.