Bydelen Gellerup har nu sit eget hostel

Et hyggeligt hostel i boheme-stil åbnede i dag i Aarhus-bydelen Gellerup

02:06

For år tilbage havde Gellerup sit eget hotel, men det lukkede, og siden har der så ikke været ret mange overnatningsmuligheder som turist i bydelen. Det laves der om på nu med åbningen af Sleep-in Gellerup, som havde første åbningsdag fredag.

- Vi håber da på, at det vælter ind med glade gæster. Vi har erfaring fra midtbyen, hvor vi har drevet Aarhus City Sleep-in gennem en årrække. Det er derfor, vi tør springe ud i det her, siger hostelejer Poul Pablo Nørgaard.

Læs også Stor ærgrelse i Skovgårdsparken over ghetto-prædikatet

Det nye hostel er indrettet i en gammel børnehave, og så har værtsparret ellers gået og sat bygningen i stand siden juli. Stedet skiller sig med kunsten på væggene og indretningen ud fra mange andre hostels.

- Jeg tror, at det bliver et sted, hvor kunstnere samles – det lægger vi i hvert fald op til. Vi har også et galleri, hvor to unge kunstnere fra lokalområdet udstiller, siger Poul Pablo Nørgaard.

Efter planen skal der kun være hostel i bygningen de kommende to år, indtil den skal rives ned.

- Jeg håber da, det går så godt, at vi så finder et nyt sted og åbne, siger ejeren.

Du kan se klip fra det nye hostel og interview med Poul Pablo Nørgaard øverst i artiklen.