Frygt for taxadød: Forbrugerne tages som gidsel
Ejer af taxaselskab i Syddjurs frygter for udspil til ny taxalovgivning. Det vil ramme borgerne uden for de fem største byer, mener hun
Der kan blive langt mellem taxaerne på Djursland og andre yderkommuner i Danmark, hvis en ny taxalovgivning bliver vedtaget. Det mener i hvert fald ejer af Kalø Taxi, Inger Therkilsen. Hun er nervøs på borgernes vegne.
- Det her er det mest forbrugeruvenlige forslag, jeg har set. Det er udelukkede til gavn for de fem største byer i Danmark. Alle andre steder vil man tage forbrugerne som gidsel, siger Inger Therkilsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Det nye forslag indebærer, at taxaerne ikke længere er forpligtet til at køre i en bestemt kommune, og det tror Inger Therkilsen vil få mange taxachauffører til at søge ind mod Aarhus og andre større byer, hvor der er flere kunder og bedre indtjeningsmuligheder.
Læs også
Desuden lægges der i forslaget op til, at taxaselskaberne fremover selv må bestemme deres åbningstider og ikke er forpligtet til at holde åbent eksempelvis om natten.
- Det er jo ikke hver hverdagsnat, at der er en tur herude, så kan jeg jo lige så godt lukke i stedet for at have en chauffør til at sidde til omkostninger, vi kan spare, forklarer hun.
Får det skidt på borgernes vegne
Men Inger Therkilsen har ikke lyst til at finde de besparelser på bekostning af servicen over for borgerne. Hun føler sig forpligtet til at servicere folk i lokalområdet.
- Jeg får det skidt på borgernes vegne, og jeg håber virkelig, at mine politikere vil forstå, at nu skal vi frem på banen som landkommune, lyder det fra Inger Therkilsen.
Læs også
Og netop lokalpolitikerne deler taxaejerens frygt.
- Jeg frygter, at taxaerne vil søge ind til byen, hvor der er mere at lave, og så vil de enkelte ture herude blive overset, siger medlem af Teknik- og Miljøudvalget i Syddjurs Kommune, Flemming Hansen (LA).
Han slår samtidig fast, at han vil lægge pres på politikere på Christiansborg, for at den nye lovgivning ikke vedtages.
Du kan se mere til frygten for taxadøden i indslaget øverst på siden.