Frivillige vil skabe ro i Gellerup
Efter tre tilfælde af ildspåsættelser på institutioner i Brabrand vil frivillige patruljere gaderne i weekenden.
På bare to uger har Gellerup oplevet tre gange, at der er blevet sat ild på en institution i området. Onsdag aften var det børnehaven Falken, hvor ukendte gerningsmænd smadrede et vindue og satte ild til et gardin. Ilden blev dog hurtigt opdaget og slukket.
Men hændelsen har gjort stort indtryk på de lokale i området, der nu vil tage initiativ til at stoppe ildspåsættelserne i området.
- Efter brandforsøget onsdag tænker vi, at nu er der nogen der vil drille. Derfor må vi ud for at holde øje. Vi vil oprette en form for natteravne-korps, hvor vi vil prøve at lave noget opsøgende arbejde, siger Helle Hansen, afdelingsformand i Gellerupparken, til JP Århus.
Også nærpolitiet i området vil være ekstra opmærksomme henover weekenden.