Forsvundne Holgers mor: - Det værste mareridt for familien

Birthe Røddik Nielsen er mor til 18-årige Holger, der har været forsvundet fra sit hjem i Aarhus i otte måneder. Det er en forfærdelig tid, fortæller hun

Holger har efterladt sin mobil og kreditkort i hjemmet i Aarhus - noget der kunne betyde, at han bevidst har gået efter ikke at kunne blive fundet. Foto: Privat / Genrefoto

Den 26. oktober 2017 forsvandt den i dag 18-årige Holger fra sit hjem i Aarhus. Lige siden har familien håbet på livstegn fra ham – uden at få det.

Moderen til Holger fortæller nu om den svære tid.

Læs også Bekymrede forældre - 18-årige Holger forsvundet i otte måneder

- Det er på ingen måde en rar situation for os. Det er forfærdeligt, som de fleste sikkert kan forestille sig. Det er det værste mareridt for familien. Men vi er nødt til at leve videre, selvom det er svært, siger Birthe Røddik Nielsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Det er på ingen måde en rar situation for os, det er forfærdeligt, som de fleste sikkert kan forestille sig. Det er det værste mareridt for familien.

Birthe Røddik Nielsen, mor til Holger

Østjyllands Politi valgte fredag endnu engang at sende en efterlysning ud af Holger.

- Vi fik oplysninger kort efter, han forsvandt. Men siden da har vi ikke fået noget tegn fra ham, siger Jakob Christiansen, der er kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, til TV2 ØSTJYLLAND.

00:27

VIDEO: I videoklippet her leger Holger med familien Elhauges hund, Freddie. Familien er kendt fra serien Årgang 0 og er nære venner med Holgers familie. Klippet er optaget i foråret 2016.

Luk video

Er gået af egen fri vilje

Oplysningerne gik dengang på, at han var taget til København og muligvis havde planer om at rejse videre til Sverige.

- Vi har en formodning om, at han er gået af egen fri vilje, og at han frivilligt er gået under jorden, siger Jakob Christiansen.

Den formodning deler familien, der ikke er i tvivl om, at Holger bevidst har efterladt sin telefon og kreditkort derhjemme, fordi han ikke har ønsket at blive tracket via digitale fodspor.

- Vi håber, at der måske er nogen, der enten har set ham eller snakket med ham – eller måske hjulpet ham med enten et lift eller en overnatning. De behøver ikke at fortælle, hvor Holger er, men vi vil bare gerne høre et livstegn. Der er jo både os forældre, men også bedsteforældre, der er meget bekymrede, siger Birthe Røddik Nielsen.

Vil have et livstegn

Ifølge forældrene var Holger ikke ked af det eller nedtrykt, da han forlod hjemmet i oktober. Så håbet om at høre fra ham er der stadig.

Familien har da også de seneste måneder fået henvendelser, der kunne sætte dem på sporet af Holger, men hver gang har det været anden- eller tredje-håndsinformationer, der ikke kunne bekræftes. Men de har været med til at fastholde håbet om, at deres søn fortsat er i live.

Lige nu har vi ikke noget at gå efter. Så alt, hvad der kan pege i retning af, hvor han befinder sig, kan hjælpe os.

Jakob Christiansen, Østjyllands Politi

- Vi håber på, at der er nogen derude, som ved noget, og som vil hjælpe os. Holger er myndig, og han er på den måde ikke forpligtet til at fortælle os, hvor han er. Men vi vil gerne have et livstegn, lyder det fra moderen.

Om det så på et tidspunkt kommer fra Sverige eller et andet sted, er svært at spå om. Østjyllands Politi kan ikke komme med et kvalificeret bud.

Har du set eller hørt noget i sagen om Holger. Så hører Østjyllands Politi gerne fra dig på telefon 114.

Er på bar bund

- Vi står desværre lige nu på rimelig bar bund, så derfor er alle oplysninger kærkomne, siger Jakob Christiansen.

I en sådan sag er tips fra borgerne voldsomt vigtige, lyder det fra politiet.

Læs også Politiet har fået fire nye spor efter 17-årige Holger

- Lige nu har vi ikke noget at gå efter. Så alt, hvad der kan pege i retning af, hvor han befinder sig, kan hjælpe os, siger Jakob Christiansen fra Østjyllands Politi.

Og det er ikke kun i Østjylland, at politiet håber, at folk tænker tilbage og er årvågne. Holger kan befinde sig i alle dele af landet.

Holger er en glad og smilende person, som kan tale med alle. Han er meget savnet af familie og venner. Foto: Privat

- Alle de øjne, vi kan låne fra borgerne, kan hjælpe med at finde frem til Holger, siger Jakob Christiansen.

Har du set eller hørt noget i sagen om Holger, så hører Østjyllands Politi gerne fra dig på telefon 114.