Forskning skal forebygge mén efter voldtægt

Forebyggende forskning ved Center for Voldtægtsofre i Aarhus stræber mod helt at forhindre livslange mén efter voldtægt

Omkring 200 ofre henvender sig til Center for Voldtægtsofre om året. Genrefoto. Foto: Colourbox

Omkring 200 voldtægtsofre henvender sig hvert år til Center for Voldtægtsofre i Aarhus. Mange ofre får posttraumatisk stress og må leve med livslange mén.

Det kan være mareridt, flashbacks eller koncentrationsbesvær eller følgevirkninger som angst, depression og misbrug. Mén som ofte forårsager sociale konsekvenser - det kan være skilsmisse - og mén, som ofrene lever med resten af livet.

Læs også Får hjælp mod voldtægt

Men det vil Center for Voldtægtsofre nu ændre med ny forskning. Allerede i februar begynder forskningsprojektet, der på sigt skal lindre de akutte symptomer endnu mere, end centret er i stand til i dag.

Derudover skal forskningen prøve helt at forhindre længerevarende følgevirkninger, så traumerne ikke får konsekvenser for ofrene på livstid.

- Vi arbejder rigtig meget med ofre, der lider af posttraumatisk stress, som er det, de fleste kommer til at lide af, hvis ikke de får hjælp hurtigt. Det er en af de grupper, hvor der er størst sandsynlighed for, at de bliver traumatiseret og får ødelagt deres liv. Vores håb er, at vi kan komme det til livs. Få dem til tilbage til deres normale liv, siger Anja Hareskov Jensen, ledende psykolog på Center for Voldtægtsofre til tv2oj.dk.

Første forbyggende behandlingsform

Det er Den Obelske Familiefond, der har valgt at støtte projektet med knap 2 millioner kroner over en treårig periode. Der er ikke før blevet forsket i, hvordan følgevirkningerne kan forebygges.

- Det er en videreudvikling af den behandling, der bliver givet i dag. Det er en bestemt form for traumefokuseret behandling, som man bruger til PTSD-symptomer, som man nu vil afprøve allerede lige efter voldtægten for at begrænse alle følgesymptomer og få patienterne så hurtigt som muligt tilbage til deres liv, siger Anja Hareskov Jensen.

Læs også Demonstration: For få voldtægtsforbrydere får straf

Forskningsprojektet vil også gavne ofre for eksempelvis brand- eller bilulykker. Traumesymptomerne er nemlig de samme ved mange forskellige voldsomme oplevelser, ligegyldig hvad ofret konkret har været udsat for. Derfor vil forskningen potentielt kunne få stor betydning for alle traumeramte.