Forsat røde tal hos AGF
Kommer ud med underskud på 4,8 mio. kr.
Bestyrelsen i AGF har i dag godkendt halvårsrapporten for 1. halvår 2012/13 (perioden 1. juli - 31. december 2012) for Aarhus Elite A/S.
Periodens resultat for perioden 1. juli - 31. december 2012 viser et underskud på 4,8 mio. kr., hvilket er en forbedring på omkring 3 mio. kr. i forhold til samme periode sidste regnskabsår, der viste et underskud på 7,3 mio. kr.
Resultatet i AGF Fodbold er som forventet, mens resultatet i NRGi Park & Arena er lidt under forventet.
Koncernens omsætning er steget fra 45,7 mio. kr. til 56,3 mio. kr., hvilket primært skyldes øgede indtægter fra samarbejdsaftaler og tv, samt at der har været tre flere hjemmekampe i Superligaen i dette halvår end året før samt en hjemmekamp i Europa League.
Forud for forårssæsonens sidste 13 kampe ligger AGF på en 6. plads i Superligaen, 2 point efter en 3. plads, og dermed er forudsætningerne for at AGF lever op til årets målsætning forsat til stede.