Forlystelsespark høster fornem hæder

Djurs Sommerland hædret med to priser til awardshow i Paris

Djurs Sommerland modtog to priser, hvor af den ene er for den nye forlystelse Tigeren, der åbnede i år. Foto: Djurs Sommerland.

Djurs Sommerland ved Nimtofte på Djursland har rundet sommersæsonen af, men smilene er alligevel store i forlystelsesparken.

Ved Park Excellence Awards 2019 afholdt af Park World Magazine i Paris høstede østjyderne to priser for forlystelsesparken.

Læs også Forlystelsespark søger 650 medarbejdere - både vikinger, pirater og bondemænd

Djurs Sommerland blev således kåret til ”Family Park of the Year” og ”Thrill Ride of the Year” for den nye forlystelse 'Tigeren'.

- Det er super godt. Vi var nomineret sidste år til bedste familiepark, men der gik den til en forlystelsespark i England. Når vi gennem så mange år har investeret så meget i parken, er det fedt at opleve, at vi bliver anerkendt for det. Det er et skulderklap til sommerlandet og til alle de ansatte, og det viser, at vi er på rette vej. Det er en god afslutning på sommersæsonen, siger Henrik B. Nielsen, administrerende direktør i Djurs Sommerland, til TV2 ØSTJYLLAND. 

Henrik B. Nielsen forudser, at årets besøgstal lander et sted mellem 750.000 og 800.000 gæster - alt efter, hvor mange gæster, der kommer i efterårsferien. Foto: Djurs Sommerland

Største hæder nogensinde

Djurs Sommerland har før vundet nordiske priser, men årets europæiske hæder er alligevel noget særligt. Direktøren mener, at det er den største hæder, forlystelsesparken nogensinde har fået.

Tigeren

Tigeren er den hurtigste og højeste forlystelse i Djurs Sommerlands historie.

Forlystelsen har en topfart på 100 km/t og en svinghøjde på 45 meter.

 

Kilde: Djurs Sommerland

I alt blev der uddelt 16 priser Park Excellence Awards 2019, og det er branchefolk, der står for at finde vinderne.

Ifølge Henrik B. Nielsen har Djurs Sommerland siden 2008 investeret cirka 500 millioner kroner i at udvikle parken og etablere nye forlystelser - som for eksempel Tigeren, der åbnede i år, og altså allerede nu har sikret sommerlandet en pris.

Læs også Legebørn i alle aldre: Sammenhold er det vigtigste for de ansatte i Djurs Sommerland

Henrik B. Nielsen løfter dog sløret for, at der næste år ikke kommer nyheder i samme skala.

- Ikke på samme niveau, men vi laver investeringer. Næste år er fokus på servicefaciliteter, restauranter, boder, toiletter og infrastruktur, og så skal vi have kigget på selve indgangsområdet. Vi er nødt til at samle lidt op på nogle af de lidt ældre områder, siger Henrik B. Nielsen.

07:51

VIDEO: Det er sjovt at arbejde i Djurs Sommerland, og sammenholdet er unikt blandt de ansatte i forlystelsesparken. Det kan du se mere om i videoen her, der er fra den 1. juni.

Luk video

Når ikke sidste års besøgstal

Selvom sommersæsonen er afsluttet, er det ikke helt tid til at gøre status på året i Djurs Sommerland endnu. Forlystelsesparken holder nemlig halloween-åbent i efterårsferien. Og selvom den uge formentlig vil tiltrække mange gæster, når man ikke op på det samlede antal besøgende sidste år, spår Henrik B. Nielsen.

Læs også Danmarks hurtigste rutsjebane gik i stå: Gæster sad fast i 32 meters højde

- Sommersæsonen har faktisk været god, men besøgstallet har ikke været helt så godt som sidste år, hvor vi havde en rigtig god sommer. Vi har i maj og juni haft lidt svært ved at få sæsonen i gang, da vi var ramt lidt dårligt vejr i nogle af de vigtige weekender for os. Så vi er lidt efter sidste år på besøgstal, og selvom vi får en god efterårsferie, tror jeg ikke, at vi kan hente det helt, siger direktøren.

Henrik B. Nielsen fortæller, at der hele sidste år var cirka 817.000 gæster. Han forudser, at besøgstallet for 2019 lander et sted mellem 750.000 og 800.000.