Forlænger med kulturbærer
Gitte Andersen bliver i Randers HK
Randers HK har lørdag offentliggjort, at klubben har forlænget aftalen med Gitte Andersen, så de to parter nu har papir på hinanden frem til sommeren 2018.
- Gitte er en del af Randers HK's DNA, og det har været en prioritet for os at kunne fastholde hende i Randers HK. Hendes kompromisløse spillestil og udprægede vinderinstinkt er en vigtig del af de kompetencer, vi gerne vil se på vores ligahold, siger Jens Jørgen Andersen, der er direktør i Randers HK, i en pressemeddelelse.
Direktøren fortsætter:
- Hun har været med et stort stykke af vejen og har vundet flere titler og medaljer med klubben og er endvidere en ægte kulturbærer i klubben. Vi sigter efter at kunne understøtte Gitte i hendes ambitioner om at spille på øverste niveau og ser frem til et fortsat godt samarbejde de kommende 3 år.
Randers HK indtager femtepladsen i Boxer Dameligaen, og senere i dag, lørdag, tager kronjyderne imod FCM Håndbold. Den kamp spilles i Randers klokken 17.10.