Følle uden rent drikkevand i måneder
Borgerne i Følle på Djursland har i mere end to måneder måttet koge vandet fra hanen på grund af vandforurening.
I mere end to måneder har borgere, der får vand fra Følle Vandværk, været tvunget til at koge vandet på grund af en vandforurening. I alt er 95 husstande ramt af forureningen.
Det er colibaktier der gør det nødvendigt at koge vandet. Efter forureningen blev opdaget er installationerne blevet renoveret, men de seneste analyser af vandet har ikke vist, at det er helt rent.
Derfor må forbrugerne stadig ikke drikke vandet direkte fra hanen.
- Det er irriterende, for vandet smager ikke særligt godt, når man har kogt det, og så tager det omkring 12 timer at nedkøle det, siger Martin Ravn, der er en af beboerne i Følle, som er ramt af vandforureningen.