Flere og flere fødsler pressede hospital - men nu er der skabt mere plads

Tirsdag blev den nye udvidelse af fødsels-afsnittet på Regionshospitalet Horsens indviet, og de nye rammer kommer både personale og familier til gode.

02:04

I 2018 blev der født 2263 på Regionshospitalet Horsens.

Når små østjyder kommer til verden, er det oftere og oftere på Regionshospitalet Horsens. Og de mange fødsler har presset sygehuset så meget, at man nu har udvidet fødsels-afsnittet på hospitalet, så der er plads til flere nyfødte og deres forældre.

- Selvom det er tredje gang, så er det helt fantastisk. Det er lige stort hver gang, siger Winnie Skovaa Jacobsen, der for tre dage siden fødte datteren Alba. 

Lille Alba her er født på Regionshospitalet Horsens, og hun er nu tre dage gammel.

- Vi har været heldige med det store rum, hvor vi nemt har kunnet få besøg af familien i stedet for at skulle hen i opholdsstuen, siger den nybagte mor.

Læs også VIDEO: Voldsomt skybrud og kæmpehagl i Østjylland

Flere og flere fødsler i Horsens-området

Og datteren Alba er en del af et stigende antal fødsler på Regionshospitalet Horsens.

- Der er en masse unge familier, der flytter til kommunerne omkring os, og vi kan se, at der gennem de seneste år har været en stor stigning i antallet af fødsler, så vi har brug for mere plads, siger Nils Falk Bjerregaard, lægefaglig direktør på Regionshospitalet Horsens om den nye udvidelse.

I 2015 blev der født 2044 børn på Regionshospitalet Horsens, og sidste år var det antal 2263.

Og forventningen er, at antallet af fødsler vil fortsætte med at stige.

- Personalet har sukket efter det. Vi har virkelig trængt til både en udvidelse og også en modernisering og opdatering af de fysiske forhold, så det har været rigtig godt, siger Nils Falk Bjerregaard.

Nils Falk Bjerregaard er lægefaglig direktør på Regionshospitalet Horsens.

Udvidelsen betyder, at der nu er en ekstra fødestue, og at de er gået fra 14 til 19 barselspladser. Samtidig er afsnittet for Mor Barn rykket helt tæt på fødselsafsnittet

Læs også Facere skal fjernes fra det centrale byrum

- Jeg synes, det er fantastisk, at vi står her, hvor vi står i dag. Vi sparer med hinanden, og vi har fået et helt andet tæt fællesskab, siger Lene Ørnsholt, afdelingssygeplejerske på Afsnit for Mor og Barn på Regionshospitalet Horsens.

De fødende kvinder kommer primært fra hospitalets optageområde, hvor indbyggertallet, ifølge regionen, forventes at stige med 18.000 borgere frem mod 2030.