Flere narko-anholdte i Århus

Århus Politi vil forsøge at få en mand og en kvinde varetægtsfængslet i nye narkosager.

Århus Politi har tilsyneladende fået hul på en stor narkosag.

Tidligere i dag blev to mænd varetægtsfængslet i fire uger i en omfattende narkosag, og nu har politiet også anholdt en 39-årig mand. Manden er ifølge Århus Politi anholdt i forbindelse med en større verserende narkosag, men politiet ønsker ikke at oplyse, om det drejer sig om samme sag som de to varetægtsfængslede.

Århus Politi fremstiller den 39-årige i grundlovsforhør i morgen tidlig, men af hensyn til den videre efterforskning vil politiet kræve dørene lukkede.

Århus Politi fremstiller også en 19-årig kvinde i grundlovsforhør i forbindelse med en narkosag. Den 19-årige er tidligere blevet fængslet i 3 x 24 timer, men da Århus Politi har fået nye beviser, vil politiet forsøge at få varetægtsfængslingen forlænget.