Falsk Facebook-opslag om kælerotte lukkede Kvickly-butik

En ung fyr påstod tirsdag på facebook, at hans kælerotte var blevet væk i Kvickly i Silkeborg. Butikken blev lukket omgående, men anmeldelsen var falsk

Det var hos Kvickly i Silkeborg, at episoden fandt sted. Foto: Google Street View

Tirsdag fik kunder og personale i Kvickly i Silkeborg en noget usædvanlig oplevelse.

En ung fyr valgte at skrive en facebook-anmeldelse på butikkens facebook-side, hvori han gav én stjerne. Han skrev i sin anmeldelse, at han har haft sin kælerotte med i butikken, og at den var blevet væk. 

Læs også Lynhurtige Loke jagter rotter for kommunen

En anmeldelse, der senere viste sig at være falsk.

- På det tidspunkt var jeg 99 procent sikker på, at det var drengestreger. Men så snart jeg ser den, går der selvfølgelig en hel procedure i gang, når vi hører noget om skadedyr. Fødevaresikkerheden er topprioritet for os, siger Lasse Holm Rasmussen, der er souschef i Kvickly Silkeborg, til TV2 ØSTJYLLAND.

Det irriterer mig meget, at vi skal bruge tid på sådan nogle useriøse henvendelser. Det er rigtig træls, og det går ud over både kunder og vores omsætning.

Lasse Holm Rasmussen, souschef

Han forklarer også, at han flere gange forsøgte at komme i kontakt med den unge fyr for at høre, hvad der foregik - men uden held.

- Jeg prøvede at kontakte ham på alle de måder, jeg nu kunne, men han svarede ikke. Og så slettede han så sin besked to timer efter. Det vidner måske om, at han har fået dårlig samvittighed, og at det er en falsk anmeldelse, siger Lasse Holm Rasmussen.

Selvom han mistænkte anmeldelsen for at være falsk, så blev både Coop, Fødevarestyrelsen og skadedyrsbekæmpere kontaktet. Derudover valgte de også at lave et opslag på facebook til information for kunderne.

Her kan du se Kvickly Silkeborgs facebook-opslag.

Butikken blev lukket øjeblikkeligt, og en hundepatrulje fra et skadedyrsfirma ankom for at opsnuse rotten. Der var dog ingen tegn på skadedyr, hvilket bekræftede Lasse Holm Rasmussen i, at det var en falsk anmeldelse.

Det er en ung fyr, der skriver det i sjov. Han ved ikke, hvilke konsekvenser det har. 

Lasse Holm Rasmussen, souschef

Efter en times tid kunne Kvickly igen åbne dørene.

Men Lasse Holm Rasmussen er alligevel ærgrerlig over situationen, og de konsekvenser, som episoden har.

- Det er en ung fyr, der skriver det i sjov. Han ved ikke, hvilke konsekvenser det har. Det irriterer mig meget, at vi skal bruge tid på sådan nogle useriøse henvendelser. Det er rigtig træls, og det går ud over både kunder og vores omsætning, siger han.

Udover den tabte omsætning i forbindelse med lukningen af butikken, ender de også med at stå tilbage med regningen for skadedyrsbekæmperen.

I butikken skal de nu internt drøfte, om sagen skal tages videre, eller hvad der fremover skal ske ved sådanne episoder.

Læs også Nyt forsøg: Tårnfalke og ugler skal bekæmpe rotter på rastepladser