Færdselsuheld: Pige kastet ud af barnevogn

Bilist, mor og datter slap med skrækken

Foto: Google Maps / Colourbox

Mange forældres mareridt blev til skinbarlig virkelighed for en 27-årig kvinde, der kom gående med sin lille datter i barnevogn på Georgsmindevej mellem Nørager og Nimtofte torsdag eftermiddag.

Hun kom gående i sydvestlig retning, da en 36-årig bilist netop var drejet fri af et vinkelret vejsving og kom kørende mod hende. Den lave sol generede kørslen, og derfor overså han kvinden og påkørte barnevognen.

Barnevognen blev skubbet ud i venstre rabat og væltede ind på marken, hvorved den to måneder gamle datter blev kastet ud af barnevognen og ud på jorden. Kvinden faldt ned på vejen og slog hoved og skulder let.

E45 spærret i en halv time efter uheld

- Det er jo næsten den ultimative skrækhistorie som forælder. Det er utroligt heldigt, at der ikke skete mere trods alt, for når man rammer barnevognen, og den vælter, så kunne det være gået grueligt galt. Bilisten suste ud og hjalp med det samme, som han skulle, fortæller politikommissær Vagn Martinussen fra Østjyllands Politi til tv2oj.dk.

- Alle implicerede var lige rystede, og det er der ikke noget at sige til. Der ankom en ambulancelæge til stedet, og han undersøgte mor og datter i ambulancen. De slap med skrækken.

Han oplyser, at bilisten bliver sigtet for overtrædelse af færdselsloven.