Færdig som europaminister?

Spekulationer om Wammens fremtid

Fredag har europaminister og tidligere Aarhus-borgmester Nicolai Wammen (S) sidste arbejdsdag for det danske EU-formandskab. Dermed er det ifølge flere iagttagere temmelig uklart, hvad hans arbejde består i.

Indtil for nylig var det nemlig meningen, at Wammen skulle spille en central rolle i danske folkeafstemninger om EU-forbeholdene, men dem skød statsminister Helle Thorning-Schmidt forleden til hjørne.

- Det er uklart, hvad han skal beskæftige sig med. Det har ligget i kortene, at der skulle være folkeafstemning, og derfor skulle man have en på den lidt længere bane, siger professor Marlene Wind fra Københavns Universitet.

Fortsat brug for europaminister
Statsminister Helle Thorning-Schmidt slår dog fast, at den danske regering fortsat har brug for en europaminister.

Men det er et åbent spørgsmål, om det så lige netop skal være Nicolai Wammen, der skal sidde på posten, vurderer politisk kommentator Lotte Hansen.

- Nicolai Wammen satsede stort, da han forlod sin borgmesterpost i Aarhus før man vidste, om Socialdemokraterne vandt valget.

- Og europaministerposten har ikke været en super platform for ham, selvom han sikkert har knoklet løs, siger hun.

Får en tungere ministerpost
Berlingskes kommentator, Thomas Larsen, forudser i et interview onsdag, at Nicolai Wammen får en ny og tungere ministerpost.

Lotte Hansen er ikke så skråsikker. Men hun påpeger, at behovet for en ny opgave til Nicolai Wammen kan være en kærkommen lejlighed til at foretage en ministerrokade uden at skulle sige, at nogen har gjort noget forkert.

- Det er næsten aldrig for tidligt eller for sent at lave en rokade. Regeringen har lavet nogle ret store ændringer, som de har solgt ret dårligt.

- Han har et godt potentiale og en god folkelighed, som der sagtens kunne være brug for, siger hun.