To fængslet for stort narkosalg
Politiet i Århus har fået varetægtsfængslet to mænd, som er sigtet for omfattende handel med narkotika.
24. okt 2006, kl. 13:58
Mere end 30 dage gammel
Bag lukkede døre varetægtsfængslede Retten i Århus i dag to mænd, som politiet i går anholdt og sigtede for salg af narko.
Efter politiets opfattelse er der tale om 'omfattende handel med narkotika'. Hvad disse ord helt præcist dækker, vil kriminalkommissær Jørgen Andersen ikke oplyse af hensyn til den videre efterforskning.
De to mænd på heholdsvis 31 og 36 år blev anholdt på to forskellige adresser i går. I samme aktion ransagede politiet i alt fem lokaliteter, som de anholdte har tilknytning til.
Et af stederne beslaglagde politiet hvad der betegnes som 'et større kontantbeløb'.
Begge mænd er fængslet i to uger i isolation.