Fængslet for at omskære baby

En 48-årig mand fra Aarhus Vest er blevet idømt ubetinget fængsel for omskæring af tre måneder gammel baby

En tre måneder gammel baby er blevet omskåret og fik som følge af det fået livstruende blodforgiftning og infektioner.

Det skete i januar, og det var den 48-årige nu fængslede, der stod for handlingen.

Han er blevet idømt tre måneders ubetinget fængsel ved retten i Aarhus.

Udover at sagen i sig selv er speciel får den en ekstra dimension af, at manden er dømt efter straffelovens paragraf 245, der handler om grov vold.

Det er ifølge Østjyllands Politi første gang, der er afsagt voldsdom i en sag om omskæring.

- Jeg er ikke bekendt med, at man tidligere har sidestillet omskæring af børn med grov vold, så jeg er meget tilfreds med dommen, hvor retten slår fast, at det er en overtrædelse af straffelovens voldsbestemmelser at foretage sådan et indgreb, siger anklager ved Østjyllands Politi Dorthe Lysgaard i en pressemeddelelse.

Den 48-årige mand er også dømt for overtrædelse af autorisationsloven, da han ikke er autoriseret læge. Han er tidligere dømt for et lignende forhold.

Han nægter sig skyldig og har anket dommen til landsretten.