Fængslet for groft røveri
26-årig fængslet for røveri i pirattaxi
En 26-årig mand er i dag ved Retten i Aarhus blevet fængslet for røveri.
Den 26-årig mand, der er sigtet for at stå bag et røveri i en pirattaxi, blev i dag fremstillet i grundlovsforhør.
Ifølge Østjyllands Politi er manden sigtet for at stå bag et røveri forøvet lørdag den 1. juni ca. kl. 03.00, hvor gerningsmanden under trusler om vold tvang en mand ind i en bil i Aarhus Midtby.
Offeret blev truet til at tanke benzin, hvorefter han blev udsat for vold og frastjålet sit hævekort, som efterfølgende blev misbrugt for ca. 15.000 kr.
Den 26-årige mand sigtes desuden for et hjemmerøveri forøvet lørdag den 6. april kl. 07 mod en mand, hvor offeret ved vold blev frarøvet sit Rolex-ur til en værdi af 53.000 kr.
Misbrugt for 55.000 kr.
Ved hjemmerøveriet blev offeret samtidig frarøvet sit dankort og pinkode. Dankortet blev misbrugt for 55.000 kr.
Politiet har via efterforskning fundet frem til den 26-årige mand og mener, at der er medgerningsmænd på fri fod. Politiet oplyser, at efterforskningen fortsætter med hensyn til den senere tids anmeldelser omkring brugen af pirattaxa.
Østjyllands Politi henstiller i forbindelse med sagerne igen til, at folk ikke benytter sig af pirattaxier.