Elever fik hjælp af forfatter: Det var rigtig sjovt

To forfattere hjalp i dag elever fra 8. klasse med at skrive noveller

01:56

Mandag blev der skrevet på livet løs på Ellevangskolen i Risskov.

Skole havde nemlig besøg af to forfattere, der skulle coache eleverne fra 8. klasse i arbejdet med at skrive deres egne noveller.

Læs også Nyt firma tager 350 kr. i timen for at lave 12-taller

- Det er en luksusopgave at få lov til, siger Sanne Munk Jensen, der er forfatter og bor i København.

Forfatterne håber, at de med deres besøg kan inspirere eleverne til at skrive mere.

- Selv om det kun er et par timer, fornemmer man faktisk, at det, der bliver sagt, er noget, de tager med sig og kan bruge, siger Sanne Munk Jensen.

Anderledes dag

-Jeg synes, at det har været rigtig sjovt. Det har været en anderledes dag, fordi man kunne få hjælp fra en forfatter, siger Sofie Sandager, der er elev på Ellevangskolen.

Ellevangsskolen er udvalgt som forfatterskole i forbindelse med Danmarks første internationale børnelitteraturfestival i Aarhus, hvor man ønsker at få børnene tættere på litteraturen. Dagen blev afsluttet med, at novellerne skulle læses højt.

Læs også Ekspert giver folkeskolen en digital opsang

I den klasse, som Sanne Munk Jensen var på besøg i, blev der talt meget om sproglige overgange og dramaturgi. Tre ville gerne læse op.

- De har klaret det super godt. De har jo ikke haft særlig lang tid til det. Men de har lyttet, og de har taget de råd med, som de har fået, siger Sanne Munk Jensen.

Børnelitteraturfestivalen bliver afholdt i Aarhus fra d. 25. til 29. oktober.

I videoen øverst kan du se mere om forfatterbesøget på Ellevangskolen.