DMI: Hvid jul i Østjylland er usandsynligt - men
Der sker et vejrskifte lige omkring juleaften, men om det giver sne er mere tvivlsomt
Sne og juletid går hånd i hånd – i hvert fald i julefilmene, men i virkelighedens verden er det knap så ofte, at man står op til et snedækket landskab den 24. december.
Også i år er det tvivlsomt, om der kommer hvid jul i Østjylland, men der er dog et vejrskifte på vej.
Læs også
- Der er ingen ændring frem til den 22., men der er lidt usikkerheder omkring den 24.-26. december, hvor der kan ske nogle ændringer og komme et lavtryk, siger den vagthavende meteorolog hos DMI til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Han forventer ikke, at der kommer hvid jul til Østjylland, men man kan ikke udelukke, at der kan falde noget sne eller slud i juledagene.
Læs også
- Det ser ikke særlig sandsynligt ud, men der sker nogle ændringer i vejret omkring den 24. december, siger han.
December har indtil videre været temmelig lun – og det kan man også se, hvis man måler i et historisk perspektiv.
- Hvis vi fokuserer på Østjylland, kan vi se, at indtil nu er middeltemperaturen i det østjyske i december 5,6 plusgrader. Normaltemperaturen for hele december er cirka 1,5 grader, hvis man kiggede på målinger op til 1990, men det har jo ændret sig lidt. Men der er ingen tvivl om, at vi ligger over normalen, siger den vagthavende meteorolog.