DF vil ændre lov om inseminering
Udenlandske kvinder valfarter til Århus for at blive kunstigt befrugtet, men det vil Dansk Folkeparti nu sætte en stopper for.
Privathospitaler og fertilitetsklinikker i Århus oplever en markant stigning i antallet af enlige udenlandske kvinder, der rejser til Danmark for at blive insemineret.
Det er især kvinder fra Norge, Tyskland og England der benytter sig af, at Danmark tillader enlige og homoseksuelle at blive kunstigt befrugtet. Fertilitetsklinikkerne Ciconia og Maigaard har oplevet en stigning på 25 procent, siden loven blev vedtaget i 2007.
Men et af de partier, der stemte imod lovgivningen i sin tid, Dansk Folkeparti, vil nu se på, om loven kan laves om, så den kun gælder kvinder bosiddende i Danmark.
- Danmark skal ikke være en inseminationscentral for hele Europa, hvor kvinder tror, at der er sperm i litervis, siger Jesper Langballe.