DF ønsker mere betænkningstid om motorvej
Dansk Folkeparti overvejer at bakke op om Kombilinjen, men kræver yderligere betænkningstid på et møde onsdag.
Dansk Folkeparti overvejer at bakke op om statsminister Anders Fogh Rasmussens foretrukne linjeføring af motorvejen ved Silkeborg, men støtten trækker ud.
Partierne i trafikforliget mødes i dag, og Venstres trafikordfører, Kristian Pihl Lorentzen, har på forhånd sagt, at han ser positivt på muligheden for at sætte det endelig punktum for 18 års debat om linjeføringen af motorvejen fra Herning til Silkeborg. Det kræver, at Dansk Folkeparti skal opgive sin støtte til Resendallinje, der krydser Gudenådalen, og bakke op om Kombilinjen, der går gennem Silkeborg, og det sker ikke onsdag.
- Hvis vi skal bakke op om Kombilinjen, har vi behov for at diskutere det mere indgående. Der er behov for en uge mere for at overveje, hvordan vi skal håndtere situationen, og hvilke krav vi skal stille til Kombilinjen, siger Dansk Folkepartis trafikordfører, Kim Christiansen.