- Det er utrygt
Nyt asylcenter vækker bekymring blandt naboerne
Et nyt asylcenter i Ebeltoft er blevet omdrejningspunkt for en konflikt mellem borgmesteren og en række af beboerne i området omkring asylcentret.
Naboerne bakkes desuden op af flere byrådsmedlemmer, der ligesom beboerne mener, at Syddjurs Kommune ikke har informeret godt nok om åbningen af asylcentret.
Det nye asylcenter med plads til 40 beboere ligger i et tidligere vandrerhjem i Søndergade. Flere af asylansøgerne er angiveligt flygtet med traumatiske oplevelser og kan derfor være psykisk ustabile.
- Det er noget utrygt, at vi skal opleve sådan nogle forhold i lille Ebeltoft, siger en af beboerne, Svend Lundberg, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Deler beboernes kritik
Byrådsmedlem Ninna Thomsen fra Borgerlisten deler beboernes kritik af, at Syddjurs Kommune ikke har informeret godt nok om åbningen.
- Borgmesteren skulle have sikret borgerinddragelse og information. Selv om Røde Kors er inde i billedet, burde hun som borgmester have sikret god information ligesom i alle andre sager, siger Ninna Thomsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Borgmester Kirstine Bille (SF) understreger, at asylcentret er i overenstemmelse med lokalplanen for området.
Se mere i tv-indslaget i videoen øverst på siden.