Debat: Skal Superligaen skæres ned til 10 hold?

Den nye Superliga-struktur er til heftig debat i disse dage, og således også i Fodbold med Horup, hvor panelet diskuterede antallet af hold i rækken

03:21

Den danske Superliga blev inden denne sæson udvidet til 14 hold, der efter 26 runder ville blive delt op i to halvdele. 

Men allerede her, hvor sæsonen ikke en gang er færdigspillet, kræver rettighedshaverne at Superligaen nu skæres ned til 10 hold.

Årsagen: I løbet af det seneste år er seertallene til kampene i den fornemmeste danske fodboldrække styrtdykket med 23 procent. 

Læs også Bo H. tog en skraber: Kom for sent til Fodbold med Horup

Den debat blev taget op i tirsdagens udgave af Fodbold med Horup, hvor Glen Riddersholm og Bo Henriksen var gæster.

- Som fodboldmand handler det for mig om, hvad der er bedst for dansk fodbold, og i min verden tror jeg ikke, der er flere talenter der kommer ind og spille, hvis der er ti hold i forhold til nu, sagde AC Horsens-træneren.

Glen Riddersholm ønskede ikke at blande sig i debatten.

- Hver gang vi pipper op med, hvad vi synes er op og ned, så slører det billedet. Og jeg har også nogle holdninger, men det handler om, at jo færre aktører der snakker, jo lettere er det at tage de beslutninger, der skal tages, lød det fra AGF's cheftræner.

Jeg har siden midt-00'erne været tilhænger af, at man lavede en førsteliga med ti hold og en andenliga med ti hold

Allan Pedersen, sportsjournalist på Ekstra Bladet

Panelets to eksperter, Ekstra Bladets Allan Pedersen og Troels Bager Thøgersen fra Tipsbladet, var dog klare i mæglet. De ser allerhelst, at der blot er ti hold, der konkurrerer om det danske mesterskab.

- Jeg har siden midt-00'erne været tilhænger af, at man lavede en førsteliga med ti hold og en andenliga med ti hold, lyder det fra Allan Pedersen, der bakkes op af sin kollega.

- Hvad er det unge spillere udvikles af? Er det at blive presset maks i toppen af en Superliga, hvor de møder de bedste modstandere hver gang, eller er det at spille i en bred liga? Jeg tror på, det er i en smal liga, de bliver bedst, siger Troels Bager Thøgersen.

Se hele tirsdagens udgave af Fodbold med Horup herunder.