De Radikales leder flytter til Gellerup - i to dage
De Radikales leder, Morten Østergaard, flytter ind i Gellerupparken efter et besøg i Vollsmose
De Radikales leder, Morten Østergaard, flytter tirsdag og onsdag til ghettoen Gellerupparken i Aarhus efter sit tidligere besøg i Vollsmose i Odense.
I Gellerupparken skal han besøge en skole, en idrætsforening, et iværksættermiljø, tale med flere beboere og besøge "Rap Akademiet" for unge, som vil lave musik.
Læs også
Morten Østergaard, der er født og opvokset i Aarhus og valgt til Folketinget i Østjyllands Storkreds, vil lære mere om, hvorfor integrationen er glippet i flere generationer. Det forklarede han Ritzau før besøget i Vollsmose.
'Trænger til nye vitaminer i debatten'
- Vi trænger til nye vitaminer i udlændinge- og integrationsdebatten. Det er blevet en rituel stammedans. Man kæmper om, hvem der kan finde på de næste drej på den samme skrue, sagde Morten Østergaard .
Han gider ikke spille rollen som den "forargede halalhippie". Politikerne - også De Radikale - har skudt hinanden tvivlsomme motiver i skoene, mente han.
Læs også
- Dét, Kristian Thulesen Dahl, Lars Løkke og Mette Frederiksen bidrager med i udlændingedebatten, er en kamp om at vinde næste valg. Jeg er optaget af, at danskerne får tillid til, at integrationen kan løses, sagde Morten Østergaard.
- Tilliden er ikke vokset i de seneste to årtier, hvor vi rituelt har kørt den samme udlændingedebat og lovgivet i ét væk i tiltro til, at det kunne løse problemerne. Alligevel står vi i samme situation som for to årtier siden.
Han har afvist Socialdemokratiets udspil, som vil forhindre udlændinge - især fra ikkevestlige lande - at søge asyl i Danmark.
Læs også
- Det er et udspil til valgkamp. Det er det måske velegnet til. Men det bliver aldrig nogen regerings politik. Ligeså så lidt som Lars Løkkes asylstop fra 2015, mener Morten Østergaard.
De Radikale vil blande elever bedre i skolerne, så børn fra Vollsmose ikke kun møder hinanden. Desuden skal kvinder og mænd ligestilles, mente De Radikales leder.