Randers' største byggeri skudt i gang
Målt på kvadratmeter bliver Sporbyen Scandia det største byggeri i Randers. Nu er første spadestik taget
Der var både spadestik, dannebrogsflag, champagne og alt, hvad der nu ellers hører sig til, da første spadestik blev taget til Sporbyen Scandia i Randers. Byggeriet er målt på kvadratmeter byens største byggeri.
- Jeg er glad og spændt. Mest af alt er jeg spændt på at følge byggeriet, sagde direktør for Sporbyen, Morten Myrhøj Kristensen, ved åbningen til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
78 boliger i alt
Når byggeriet er færdigt er der 8.100 kvadratmeter boliger i alt. De er fordelt på 78 boliger af en varierende størrelse fra 60 kvadratmeter helt op til 170 kvadratmeter.
- Senere hen er der lagt op til, at der både skal være kulturaktiviteter, småerhverv og den slags. Det bliver helt fantastisk, siger borgmester i Randers Kommune, Torben Hansen (S), til TV2 ØSTJYLLAND.
Ingen hvide, moderne bygninger
Som navnet indikerer, kommer Sporbyen Scandia til at ligge på den gamle, nedlagte togfabrik, som har næsten 150 års historie på bagen. Og det kommer til at kunne ses på byggeriet, at arkitekterne har tænkt over at bevare historien.
- Det er ikke hvide, moderne bygninger som i andre områder. Her er der kvalitetsvarer og metal indarbejdet i projektet. Vi har ladet os inspirere af skinnerne og vognene, siger indehaver af Randers Arkitekten, Brian Andersen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Spor bevares
Der bliver bevaret et spor igennem hele byen, og ambitionen er at bevare nogle af de gamle historier om dampvogne og sporvogne.
- Jeg tror, at folk gerne vil bo et sted, hvor der er en historie og en fortælling, så derfor beholder man det oprindelige DNA, siger borgmester, Torben Hansen.
I første omgang går man i gang med Parkkvarteret. Det forventes at stå færdigt i efteråret 2019, og hvis planen holder, kan de første beboere flytte ind fra 1. oktober.