Bus med efterskoleelever kørt i grøften - flere er kommet til skade

Efterskolen er nu i gang med at underrette elevernes forældre om uheldet.

Politi og redning arbejder lige nu i Hasselager, hvor en bus med efterskoleelever er kørt i grøften.

En bus med efterskoleelever kørte onsdag formiddag i grøften tæt ved Hovedvejen ved Hasselager syd for Aarhus.

Vagtchefen ved Østjyllands Politi oplyste tidligere på dagen til TV 2, at uheldet skete, da chaufføren mistede herredømmet over bussen.

TV2 ØSTJYLLAND har nu talt med forstanderen fra Aalborg Efterskole, som kørte bussen med i alt 51 passagerer.

- Vi kører over et vejkryds og rammer et bump, hvor vi næsten letter. Så kommer der et svagt venstre sving, og vi får to hjul i græsset, og jeg kan ikke undgå at køre i grøften, siger forstanderen Finn Mester til TV2 ØSTJYLLAND.

01:42

VIDEO: Efterskole-forstanderen er taknemmelig for dem, der stoppede op og hjalp de tilskadekomne elever. 

Luk video

Ingen alvorligt tilskadekomne

Ti af passagererne kom til skade ved uheldet, og størstedelen af dem blev kørt på skadestuen.

- Otte blev kørt til skadestuen og er lettere tilskadekomne. De har fået slag, buler og blå mærker. Værst gik det ud over en knægt, der har fået et flækket øjenbryn og fire-fem sting, siger Finn Mester. 

Læs også Ulovlige plakater rives nu ned: Kæmpe regning på vej til synderne

Forstanderen fortæller, at eleverne var på vej til et sportsstævne i Odder, og der blev de elever, som ikke skulle på skadestuen kørt ned efter uheldet. Her stod en krisepsykolog klar til at tage sig af dem. 

Uheldet gav ikke anledning til store trafikale problemer.

Efterskolen fik kort efter underrettet elevernes forældre om uheldet.

00:22

VIDEO: Uheldet skete, fordi chaufføren mistede herredømmet over bussen.

Luk video