Brandvæsen kaldt ud: Beboer faldt i søvn midt i madlavningen
En mand faldt i søvn, mens han var i gang med varme mad i mikrobølgeovnen. Brandvæsenet blev tilkaldt på grund af kraftig røgudvikling
Skadeservice er onsdag aften i gang med at fjerne en meget grim lugt i en lejlighed på Viborgvej Randers, der opstod på grund af noget mados, der gik amok.
Lejligheden stinker voldsomt af røg, efter dens beboer faldt i søvn, mens han var i gang med at varme en tallerken i mikrobølgeovnen. Vel at mærke med staniol omkring tallerkenen.
Det udløste en meget kraftig mængde røg, som fik en person til at tilkalde Beredskab og Sikkerhed.
Læs også
Da indsatslederen kom frem, var beboeren vågnet. Han blev på stedet undersøgt for røgforgiftning, men han fejlede ikke noget.
Beboeren er allerede nu tilbage i sin lejlighed, hvor der bliver luftet gevaldigt ud.
- Det var som udgangspunkt ikke en alvorlig situation, men hvis det havde udviklet sig, så kunne det godt være blevet alvorligt, siger indsatsleder Christian Nøddelund fra Beredskab og Sikkerhed til TV2 ØSTJYLLAND.