Borgmester kræver ministersvar
Borgmesteren i Randers, Henning Jensen Nyhuus (S), er vred over, at SKAT flytter arbejdspladser fra byen.
Godt 170 medarbejdere hos SKAT i Randers skal inden for de næste fire år enten flytte eller køre længere for at komme på arbejde.
SKAT flytter nemlig medarbejderne til Grenaa, Århus, Ålborg og andre byer. Og det er noget, som Randers' borgmester er stærkt utilfreds med.
- Randers hører til de største kommuner i landet, og vi har derfor også en berettiget forventning om, at kommunen har et antal statslige arbejdspladser, der svarer til det antal, som sammenlignelige kommuner har, siger Henning Jensen Nyhuus til Randers Amtsavis.
Borgmesteren har derfor sendt et brev til skatteminister Kristian Jensen (V). I brevet peger Nyhuus på, at staten siden 1995 har nedlagt arbejdspladser i byen. For eksempel ved nedlæggelsen af Randers Kaserne.