Borgere om oversvømmelser i Odder: - Kommunen er for langsom

Onsdag var der dialogmøde i Odder Kommune om de store oversvømmelser, der ramte byen i august

01:25

VIDEO: På ganske få timer blev Odder ramt af over 70 millimeter regn i august. Onsdag inviterede kommunen borgerne til dialogmøde om klimatilpasning.

Vandet væltede ind i borgeres huse, og museet stod i vand til soklerne, da der på ganske få timer faldt over 70 millimeter regn, og Odder Å gik over sine bredder den 14. august. 

Borgerne er utilfredse med, at kommunen ikke har gjort mere for at klimatilpasse byen. Kommunen inviterede onsdag borgerne til dialog. 

Det kan ikke komme bag på kommunen. Det er sket før. Jeg synes, at kommunen er for langsom.

Eigil Rye Pedersen, Odder 

- Det kan ikke komme bag på kommunen. Det er sket før. Jeg synes, at kommunen er for langsom, og jeg håber, at de gør mere ved det, end de tidligere har gjort, siger Eigil Rye Pedersen, der bor i Odder.

Eigil Rye Pedersen havde et avisudklip med til mødet, som var fra 2007. Her kunne man læse og se, at Odder Å også dengang var gået over sine bredder. 

Læs også Efter oversvømmelser: Kommune vil i dialog med borgere

Der skal gøres noget

Der var mødt mange borgere op til dialogmødet. Mest af alt var det borgere, der rammes, når de store regnmængder falder, og åen går over sine bredder.

Tilbage i august fortalte Ole Lyngby Pedersen (V), som er formand i miljø-, teknik- og klimaudvalget, at der er brug for borgerne til TV2 ØSTJYLLAND. 

- Når borgerne bliver berørt og frustreret, og de står med regnvand i kældre og nogen steder i huse, så er det vigtigt, at vi kommer et skridt nærmere for at finde ud af, hvordan vi undgår det fremadrettet. Og det gør vi i dialog med borgerne.

02:30

VIDEO: Ole Lyngby Pedersen (V) fortæller, at der er løsninger og initiativer på vej til Odder Kommune. 

Luk video

Onsdag stod han så ansigt til ansigt med borgerne, og her lovede han, at der skal gøres noget ved problemet. 

- Der kommer til at ske noget, og vi skal have gjort noget ved de her problemer. Vi er udmærket klar over, at det er uholdbart, at Odder Å løber over sine bredder, når vi har de her ekstreme hændelser, siger han. 

Det gik hårdt ud over Odder Museum, da skybruddet ramte. Museet stod i vand til soklerne.  Foto: Bent Juul

Ifølge Ole Lyngby Pedersen er de opmærksomme på at få sat nogle initiativer i gang hurtigst muligt. 

- Klimatilpasningsplanen er på banen. Vi skal have gang i mange tiltag for at holde vandet tilbage. Vi skal have parkeret noget vand ud i det åbne land, så vi ikke får det så hurtigt ned i midtbyen.

Måtte flytte i skurvogn 

Henrik Tranums hus var et af de huse, der blev ramt hårdt af de store vandmasser. Ham og hans familie var nødt til at flytte i skurvogn i indkørslen, så huset kunne blive renoveret oven på oversvømmelsen.

- Vi er nødt til at flytte ud af huset, få skilt det hele ad, få det affugtet, tørret, malet og så få nye gipsvægge og gulve, sagde han til TV2 ØSTJYLLAND tilbage i august. 

Læs også Vandet strømmede ind i Henriks hus: Det er jo en katastrofe

Odder Å gik over sine bredder.  Foto: Bent Juul

Han mener, at kommunen skulle have gjort noget mere tidligere for at undgå oversvømmelser. Hans hus blev nemlig også oversvømmet for to år siden, da store vandmængder ramte Odder.

- Det er ikke første gang, at det er sket, og vi fornemmer ikke rigtigt, at der er sket så meget siden, lød det fra ham tirsdag, fortalte han til TV2 ØSTJYLLAND. 

Løsninger på vej 

Kommunen fokuserer på, at vandet skal parkeres, inden det når Odder Midtby. 

- Vi vil parkere vandet. Det kan være nogen arealer, før det kommer ned i Odder Midtby, siger Ole Lyngby Pedersen (V). 

Vi vil parkere vandet. Det kan være nogen arealer, før det kommer ned i Odder Midtby.

Ole Lyngby Pedersen (V), formand for miljø-, teknik- og klimaudvalget 

Eigil Rye Pedersen var mere rolig efter at have hørt Ole Lyngby Pedersens ord for, hvad der skal gøres. 

- Jeg tror, at det kommer til at hjælpe. Jeg har et råd: Tag en dialog mere med de beboere der bor i området, siger Eigil Rye Pedersen. 

01:17

Eigil Rye Pedersen mener ikke, at de store vandmængder kan komme bag på kommunen. 

Luk video