Bøn er tabu blandt danskere

Danskerne er forlegne omkring bøn, mener underviser på Pastoralseminariet i Århus.

Liv Petersen beder hver dag en eller flere bønner. Hun beder for, at sønnen skal have det godt i vuggestuen, hun beder om hjælp og styrke til at klare svære situationer, og hun takker for en smuk sommermorgen.

Bønnen er en naturlig del af livet for den 29-årige offentligt ansatte. Men det er ikke noget, hun taler om med andre end sin mor og en enkelt veninde.

- Folk har en masse fordomme, hvis man fortæller, at man beder. De tror, det er noget med at kaste sig ned på knæ med foldede hænder. Det er, som om man skal forsvare, at man bare er et ganske almindeligt troende menneske. Derfor holder jeg det for mig selv, siger Liv Petersen til Kristeligt Dagblad.

Sognepræst og underviser på Pastoralseminariet i Århus Anne Birgitte Reiter oplever også, at danskerne er forlegne omkring bøn.

- Det virker, som om at alle mennesker kender til at bede, men vi er meget forsigtige med at fortælle det til andre. Vi er bange for, at vores grænser bliver overtrådt ved at tale om vores bønsliv. Man risikerer at blive såret, til grin eller ikke taget alvorligt nok, og vi danskere er generelt bange for at blotte os, siger Anne Birgitte Reiter, der ville ønske, at befolkningen havde et mere naturligt forhold til bøn.

- Det er en lettelse for det enkelte menneske at vide, at andre også beder, og vi kan lære af
medmenneskets forhold til Gud. Vi præster skal også være bedre til at gøre bøn til noget dagligdags uden himmelvendte øjne.

Den seneste Megafon-undersøgelse om bøn, foretaget for Politiken og TV2, viser, at 53 procent af danskerne har bedt en bøn, men sognepræst Jørgen Demant vurderer, at langt flere beder.

- Jeg tror, der foregår mere bønsliv, end man regner med. Folk taler bare ikke om det, siger Jørgen Demant, der ikke ser det som noget ubetinget negativt, at folk værner om bønnen som noget privat.

- Vi lever i en virkelighed, hvor alt er offentligt. I bønnen træder vi tilbage for at være sammen med Gud. Men naturligvis ville jeg ønske, at flere havde et mere naturligt forhold til at bede. Når der sker et tilbagefald med bønnens liv, går det tilbage for kristendommen.

Cand. phil. i religionsvidenskab Christine Lind Ditlevsen beskæftiger sig med religion i det sekulariserede samfund på Instituttet for Fremtidsforskning. Hun genkender også blufærdigheden.

- Bøn er et af de sidste tilbageværende tabuer. I dag deler vi gladeligt vores liv med andre på eksempelvis Facebook, men vi skriver ikke, at 'i går havde jeg en fortrolig samtale med min Gud'.

Bønnen hører stadig til den allermest private sfære, som vi gemmer til præsten eller ægtemanden, siger Christine Lind Ditlevsen, der også ser det som et udtryk for, at handling har højere status end håb blandt moderne mennesker.

- Vi lever i individualiseringens tidsalder, hvor man skal tage hånd om egne problemer, og man vil hellere fortælle, at man får hjælp hos en coach, der kan give en hurtig løsning, end at sige, man håber på hjælp ovenfra.