Bodega-Bente efter hærværksamok: Politikerne skal lette røven

Bodegaejer i Aarhus V vil have politikerne på banen. Politikerne mener, at de er på banen

01:00

VIDEO: Selvom Bente Pedersens bodega hedder Pusterummet, er der ikke meget pusterum over at være bodegaejer i Frydenlund Centret.

- Det er rystende, at man ikke kan få lov til at drive sin forretning. Det er rystende, at det får lov at blive ved, at der ikke er nogen der tager hånd om det og siger: 'Nu skal det være slut.

Sådan lyder det fra Bente Pedersen, der ejer bodegaen Pusterummet i Frydenlund Centret i Aarhus V, efter at 15-20 unge mænd sent mandag aften raserede et pizzeria i centeret.

Læs også Chokeret øjenvidne i pizzeria: - De gik totalt amok

Frydenlund Centret har længe været en torn i øjet på politiet og byrådspolitikerne i Aarhus. Smadrede ruder, åbenlyst hashsalg, ødelagte butikker og utrygge kunder er nærmest dagligdag i indkøbscentret.  

- Vi har haft to røverier. Et med kniv, og et med pistol. Vi har haft det hele smadret op til flere gange. Inden for det seneste år er det gået helt galt, siger Bente Pedersen til TV2 ØSTJYLLAND. 

Så medtaget ser pizzeriaet i Frydenlund Centret ud efter hærværk mandag aften.  Foto: Privat

Ros til politi - ris til politikere

Det gjorde det altså også sent mandag aften, da op mod 20 mænd med bat og maskeringer angreb Pizza Lemon og smadrede inventar.

- Jeg oplevede total kaos. Indehaveren giver tegn til, at vi skal løbe om bagved. Jeg løb ud ad bagdøren og forsøgte at gemme mig. De gik totalt amok derinde, fortæller Furkan Gülec, der var ved lukke pizzeriaet, til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Unge hærger butikscenter: - Kunderne tør ikke komme

Det er ikke kun Bente Pedersen og ejeren af Pizza Lemon, der er frustrerede over situationen i Frydenlund Centret i Aarhus V.

I april i år skrev informationsdirektør i Coop, Jens Juul Nielsen, følgende til TV2 ØSTJYLLAND. 

Der er sket store skader i pizzeriaet i forbindelse med hærværket. Foto: Privat

- Vi kan bekræfte, at forholdene omkring Fakta og de øvrige butikker i centret på Frydenlunds Allé er fuldstændig uacceptable. Der er grupper, der skaber meget utryghed for såvel vores medarbejdere som for vores kunder, lyder det i et skriftlig svar fra.

Bodegaejer Bente Pedersen roser politiet for deres indsats i centeret, og hun har en meget kontant opfordring til politikerne i Aarhus.

- Politiet har været her massivt, det skal de have, men jeg synes, at dem der sidder og får deres fede løn op på rådhuset skulle tage og lette deres røv og se, hvordan det er at stå her, lyder det fra ejeren af Pusterummet.

01:08

Øjenvidner til angrebet i pizzeriaet i Frydenlund Centret i Aarhus V er chokerede dagen derpå.

Luk video

Politiker: Det piner mig

Politisk ordfører for Socialdemokratiet i Aarhus, Anders Winnerskjold, mener, at politikerne så at sige har lettet røven, siden TV2 ØSTJYLLAND i april i år atter satte fokus på den utrygge stemning i Frydenlund Centret.  

Læs også Bodegaejer om mere politi: Burde være sket noget før

- Politiet har opskaleret deres indsats i området. Man har øget den kommunale indsats i form af flere gadeplansmedarbejdere, og de har også taget kontakt til enkelte individer, som man har identificeret som uroskabende. Der har ikke været så meget uro derude henover sommeren, siger Anders Winnerskjold til TV2 ØSTJYLLAND.

02:13

VIDEO: Tirsdag aften talte TV2 ØSTJYLLAND med Anders Winnerskjold om hærværket. Han mener, at der skal gøres noget ved den generelle usikkerhed omkring Frydenlund Centret.

Luk video

Han pointerer, at det ikke er en opgave for SSP-medarbejdere, når en stor gruppe unge slår løs med køller og bat i centeret

- Det er en politiopgave. Det er en sindssyg svær situationen. Jeg er selv fra området, og det piner mig, at der er så meget uro. Som politiker er det svært at gøre noget ved, at 20 unge mennesker laver sådan en sindssyg handling, siger Anders Winnerskjold til TV2 ØSTJYLLAND. 

Det gik også ud over disken ved kassen, da op mod 20 unge mænd mandag aften smadrede Pizza Lemon.

Vestbyen skal omdannes

Magistratsafdelingen Børn og Unge, Østjyllands Politi og magistratsafdelingen For Sociale Forhold og Beskæftigelse vil nu igen sætte sig ned og kigge på, hvad man kan gøre fremadrettet, lyder det fra Anders Winnerskjold.

Ifølge den politiske ordfører for Socialdemokratiet i Aarhus har politikerne i Aarhus en ambition om at løse de massive sociale problemer i Aarhus Vest.

- Jeg tror altid, der er mulighed for at få folk i uddannelse og beskæftigelse. Håbet er, at hvis folk er i arbejde, så vil de finde på andet i deres fritid end at gå og smadre pizzeriaer, siger han og fortsætter:

- Vi vil omdanne vestbyen, vi vil blande folk meget mere.

På den korte bane er bodegaejer Bente Pedersen er ikke så positiv. Hun forventer faktisk, at hendes bodega vil blive udsat for røveri igen. 

- Det skulle da være mærkeligt andet, lyder det fra ejeren af Pusterummet i Frydenlund Centret.

Der er sket store skader i pizzeriaet i forbindelse med hærværket.