Bo Henriksen efter nederlag til Sønderjyske: - Vi er i krise
AC Horsens-træner Bo Henriksen erkender efter nederlaget til Sønderjyske, at hans mandskab er i krise.
AC Horsens stod med en matchbold i hånden, da holdet søndag eftermiddag tog imod Sønderjyske på hjemmebane.
Horsens kunne med en sejr sikre sig en ny sæson i Superligaen, og selv med et point ville holdet have haft et halvandet ben i næste sæsons Superliga.
Østjyderne endte dog med at indkassere et 0-1-nederlag, og med det resultat er Horsens nu oppe på ni kampe, der har kastet to point af sig, og i de sidste fem kampe er det ikke blevet til scoringer.
Læs også
Cheftræner Bo Henriksen lægger da heller ikke skjul på, at kriselamperne lyser.
- Det er klart, at når man ikke scorer fem kampe i træk, så er der målkrise. Vi har været i spillemæssig krise i nogle uger efterhånden, men nu er vi også i en målkrise.
- Vores defensiv fungerede mod Sønderjyske, men vores største problem er, at vi ikke skabte nogle chancer. Vi lignede jo ikke nogen, der kunne score, siger Bo Henriksen.
Han mener, at angriberne Kasper Junker, Nicolai Brock-Madsen og Oliver Drost gør deres arbejde godt nok, selv om det ikke fører mål med sig.
- Det drejer sig også om, at de får noget hjælp andre steder fra. Vi scorede på 18 dødbolde i sidste sæson. I denne sæson er det blev til tre scoringer efter indkast. Det sætter tingene i relief, siger Bo Henriksen.
Nederlag åbner for nedrykningsduel
Uafgjort kunne som nævnt næsten have været nok for Horsens i forhold til at sikre sig en ny sæson i Superligaen, men en fejl af målmand Matej Delac blev dyr for hjemmeholdet.
Det startede lovende på chancefronten på en solbeskinnet søndag i Horsens. Efter et halvandet minut steg Horsens' forsvarsspiller Søren Reese til vejrs efter et langt indkast, men hans hovedstød gik lige forbi mål.
Læs også
Det blev dog en af kun få muligheder i første halvleg.
Herfra udviklede halvlegen sig nemlig til en lang opvisning i dueller på midten af banen og lange bolde frem mod angriberne kun afbrudt af lyden af dommerens fløjte, når han fløjtede ét af halvlegens 27 frispark.
Det gav få chancer, og pausestillingen var derfor 0-0.
Kom i en god position
Anden halvleg fortsatte, hvor første halvleg slap. Der gik knap 25 minutter af anden halvleg, før den første målchance kom.
Det var Sønderjyske-kanten Alexander Bah, der kom i en god position i Horsens-feltet efter en lang bold, men kantspillerens afslutning gik forbi mål.
Det lugtede af 0-0, men 12 minutter før tid gik det galt for Horsens.
Horsens-målmand Matej Delac sendte klodset en ripost ud i feltet, og så var det ingen sag for forsvarsspilleren Thomas Juel-Nielsen at score til 1-0 for Sønderjyske.
Hjemmeholdet pressede på for at få en vital udligning, men endte med et nederlag og blev derfor trukket yderligere ind i nedrykningsræset.
Med nederlaget har Horsens ét point ned til Sønderjyske på tredjepladsen. Østjyderne kan dog stadig selv afgøre, om holdet skal ende på andenpladsen, der vil sikre holdet overlevelse.
- Nu bliver det endnu mere kritisk, men det er klart, at nu er vi nødt til at komme med noget andet, for nu skal vi vinde i Aarhus.
- Vi er trods alt i en situation, hvor vi stadigvæk har bedre forudsætninger end Sønderjyske. Vi kan stadig selv afgøre det, men det er klart, at nu har vi kun én matchbold tilbage, siger Bo Henriksen.
Med en sejr mod AGF er AC Horsens sikker på en ny sæson i Superligaen.
VIDEO: Se seneste udgave af 'Skipperligaen Update':