Blandede følelser i Silkeborg
Det er både lettelse og bekymring i Silkeborg, efter Region Midtjylland har fremlagt sin spareplan
Den omdiskuterede akutfunktion i Silkeborg er bevaret, men byen går ikke helt fri af besparelser.
Sygehuset mister 23 sengepladser, og går fra 61 til 38 medicinske senge, og det bliver ikke længere muligt at blive indlagt akut i aften og nattetimerne.
Se: Sådan rammer besparelserne
Det står klart, efter der mandag aften blev indgået forlig om den storstilede spareplan i Region Midtjylland, der skal skære 699 millioner kroner af regionens budget.
Delvis tilfredse med planen
-Vi er overordnet meget tilfredse med, at der var så mange politikere, der ændrede selve administrationsplanen, så vi reelt set har mulighed for at fortsætte den her udvikling, vi er ude i, siger Ulrik Feldberg, der er ledende overlæge på diagnostisk center på Regionshospitalet Silkeborg.
Men der er dele af spareplanen, som de på Regionshospitalet læser med bekymring.
Se: Kæmper stadig for sengepladser
Akutmodtagelsen lukker efter klokken 17 i hverdagene, og i weekenderne holder den helt lukket. Det betyder, at akutte patienter i aftentimerne og weekenderne skal til Viborg.
I tvivl om reel besparelse
Derudover lukkes og fjernes 15 senge helt, mens otte sengepladser flyttes til Viborg.
- Der er ikke nogen besparelse i at flytte senge fra Silkeborg til Viborg, tvært imod vil man komme til at bruge rigtig mange penge på transport og lægge beslag på akutbilen, så den ikke er her, når der er brug for den, siger overlæge Ulrik Fredberg.
Du kan læse hele spareplanen her, og hør flere reaktioner på spareplanen i vores nyhedsudsendelse klokken 19.30 på TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se interviewet med overlægen i videoen øverst på siden.