Bilister spillede banko: - Jeg kunne ikke være mere lykkelig
En hel parkeringsplads fyldt med bilister, der sidder klar til at dytte. Bilbanko tiltrak folk fra nær og fjern i Randers
Selvom Bilka i Randers først åbner til august, så var parkeringspladsen fredag fyldt med dytteglade bilister.
- Det skal I tage at prøve. Kom ud og spil, det er meget sjovere end at sidde hjemme på sofaen, siger en af dem, der sidder klar bag rattet.
- Vi har deltaget mange gange før, både i Tilst og i Aalborg. Så vi har prøvet det mange gange før.
Trods rutinen har parret aldrig vundet noget.
- Nej, men det er sjovt at være med.
My Little Pony legetaske
Nybegynderne havde mere held med sig i dagen bankospil. En af dem var Jannie Rasmussen.
- Jeg kunne ikke være mere lykkelig.
Læs også
Jannie Rasmussen og hendes veninde deltager for første gang. Og så længe man vinder, så betyder præmien ikke så meget
- Det er mega fedt, jeg har jo lige vundet. Jeg vandt en My Little Pony legetaske og en Spiderman figur, fortæller Jannie Rasmussen.
Speakeren fyrer alle de gamle bankoskrøner af over højtalerne:
- Så skal vi en tur til Spanien. Nummer 90. Olé, Olé, Olé, Olé – det var nemlig Gamle Ole, vi havde der.
Dyt og jubel bryder ud af en bil, imens suk og ”Neeeej!” kommer ud af vinduerne fra andre.
En anden der havde heldet med sig, og hånden godt plantet på båthornet var Dorthe Hansen.
Hun vandt en kaffemaskine og chokolade i et af de i alt fem spil på parkeringspladsen fredag.
- Det er første gang, jeg prøver det. Så det er bare fantastisk. Hold da op, siger Dorthe Hansen.
TV2 ØSTJYLLAND sendte live fra bilbanko. Se det her:
Det har givet blod på tanden, og næste gang skal søsteren også med til bilbanko.
- Det er ikke sidste gang. Min søster venter også spændt, for hun skulle på arbejde, og så sagde hun, at jeg skulle finde ud af, om det var sjovt. Og det må jeg hjem og sige til hende, at det er det.
Bilka-varehuset i Randers åbner den 3. august.