Bilist overså hajtænder

Kørte ud fra sidevej og blev påkørt

Foto: 24-7 News

Tre personer måtte på skadestuen efter et trafikuheld ved Silkeborg lørdag middag.

Ifølge Midt- og Vestjyllands Politi skete uheldet klokken 11.25 i krydset Resdal Bakke og Tandskovvej.

En bil med en 28-årig og 24-årig mand fra Aalborg kom kørende ad Resdal Bakke og ville svinge ud på Tandskovvej. Her overså den 28-årige fører hajtænderne.

- De svingede ud fra en sidevej og blev påkørt i venstre side af en anden bil, fordi de ikke overholdt den ubetingede vigepligt, oplyser vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.

I den anden bil sad en 65-årig mand fra Silkeborg. Alle blev efterfølgende kørt til undersøgelse og behandling på skadestuen.

Den ene af personerne har ifølge politiets oplysninger brækket sin arm.