Bilist med promille langt over det tilladte kørte rundt med dolk

En 37-årig mand blev sent fredag standset af en patrulje i Aarhus. Det viste sig, at han havde en hel del ting på samvittigheden

En bilist blev standset fredag aften i spirituspåvirket tilstand, da han kørte ved Paludan-Müllers Vej og Randersvej i Aarhus. Foto: Google Maps

Omkring kl. 23.30 fredag aften stoppede en patrulje fra Østjyllands Politi en 37-årig mand i Aarhus, som de mistænkte for at kunne uden kørekort og muligvis i spirituspåvirket tilstand. Den antagelse viste sig i den grad at holde stik.

- Manden var tydeligt påvirket af alkohol. En alkometertest viste langt over det tilladte, ligesom han ikke havde kørekort, oplyser Østjyllands Politi.

Folk sidder til havefester og på stranden og opdager slet ikke, at de har drukket for meget, når de så kører hjem.

Martin Christensen, Østjyllands Politi

Og som om det ikke var nok, så var det tredje gang inden for kort tid, at han var blevet standset uden førerret.

Derfor siger loven, at patruljen må beslaglægge bilen, så det gjorde betjentene.

Flere spritbilister om sommeren

- Ved ransagning af køretøjet fandt vi desuden en krum dolk på førersædet. Så i alt blev den 37-årige sigtet for spirituskørsel, kørsel uden førerret og overtrædelse af knivloven, oplyser politiet.

At der fanges en del spiritusbilister i øjeblikket, kan skyldes den landsdækkende målrettede indsats i hele juli mod netop den type lovovertrædere.

Læs også Vågen borger fulgte efter bilist: Havde promille langt over det tilladte

Statistik viser da også, at spiritusbilister om sommeren ikke er usædvanligt. I modsætning til hvad mange tror, så er det faktisk på denne tid af året – og ikke i forbindelse med julefrokoster – at der bliver taget flest spritbilister.

- Folk sidder til havefester og på stranden og opdager slet ikke, at de har drukket for meget, når de så kører hjem, har vagtchef hos Østjyllands Politi, Martin Christensen, tidligere fortalt.