Vågen borger fulgte efter bilist: Havde promille langt over det tilladte
En 21-årig mand blev fredag nat anholdt og sigtet for en spirituskørsel, efter at en anden bilist havde tilbageholdt ham
En kvik indsats fra en ung mand var natten til lørdag med til at få fjernet en spiritusbilist fra de østjyske veje. Manden fulgte efter en bilist, han mistænkte for at køre i påvirket tilstand. Da den mistænkte stoppede bilen, blev nøglerne taget fra ham, og anmelderen ventede på politiet.
Politiet ankom til stedet på Sletterhagevej ved landsbyen Ørby og fik hurtigt bekræftet mistanken.
- Bilisten, der var en 21-årig mand, blev ved en udåndingsprøve testet til at have en promille langt over det tilladte. Han blev anholdt og bragt til politigården for at få taget en blodprøve, fortæller vagtchef hos Østjyllands Politi, Martin Christensen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Lavede mange fejl
Den unge mand, der havde fulgt efter den anholdte, blev opmærksom, fordi den 21-årige kørte rigtig dårligt.
- Han lavede mange kørselsfejl, og det ringer mange ind med tip til os om. Det kan være, fordi folk kigger på deres mobil, er uopmærksomme eller er spirituspåvirket. Alt er lige farligt, siger vagtchefen.
Læs også
At det i dette tilfælde så var en spiritusbilist er ikke usædvanligt om sommeren. I modsætning til hvad mange tror, så er det faktisk på denne tid af året – og ikke i forbindelse med julefrokoster – at der bliver taget flest spritbilister.
- Folk sidder til havefester og på stranden og opdager slet ikke, at de har drukket for meget, når de så kører hjem, siger Martin Christensen.