Besøgsrekord i Djurs Sommerland

Flere end 100.000 gæster har besøgt Djurs Sommerland i løbet af sæsonens første måned.

Djurs Sommerland har haft en god start på sæsonen. Siden åbningen i midten af maj er den østjyske forlystelsespark blevet besøgt af flere end 100.000 gæster, og det er det største antal nogensinde på denne tid af året.

Ifølge Djurs Sommerland er det blandt andet den nye attraktion Ørnen, der har lokket flere gæster indenfor. Ørnen er med en samlet pris på 20 millioner kroner den største investering nogensinde for Djurs Sommerland.

Administrerende direktør for Djurs Sommerland, Henrik B. Nielsen, håber, at parken inden sæsonens afslutning vil have haft op imod 500.000 besøgende. Det vil i givet fald være en forbedring i forhold til sidste år, hvor Djurs Sommerland havde 450.000 gæster.