Bål udviklede sig til brand
Brand og Redning Djursland måtte rykke ud til et bål, der havde bredt sig
Den kraftige vind var lørdag skyld i, at flammerne fra et bål bredte sig til en bunke med tørt træ.
De to personer, der havde bål ved en ældre gård på Kildevej ved Knebel på Syddjurs, forsøgte selv at slukke branden. Men det lykkedes ikke, så de måtte tilkalde brandvæsnet.
- Den hårde blæst gjorde, at ilden bredte sig fra bålet til et større træoplag med tørt træ, siger indsatsleder Jann Rytter fra Brand og Redning Djursland.
Brandvæsnet fik slukket branden, der ikke bredte sig yderligere, og inden kom til skade ved episoden
Det er egentlig slet ikke tilladt at have bål, da der er afbrændingsforbud i bymæssig bebyggelse eller i sommerhusområder i Syd- og Norddjurs Kommune, og Jann Rytter opfordrer borgerne til at læse mere om reglerne på brandvæsnets hjemmeside.
- Man må selvfølgelig gerne tænde en grill eller et lille bål, men man skal holde øje med forholdene og være opmærksom hele tiden. Man skal tænke sig om, siger indsatslederen.