Astrid tvangsoverspiser: - Jeg har taget mine børns slik fra skabet

42-årige Astrid Klausen Kjærsgaard lider af spiseforstyrrelsen BED. Den påvirker hendes krop og hverdag

01:26

VIDEO: Astrid fra Aarhus kan ikke styre sit madindtag. Hun er afhængig af mad.

Hun er ved at spise sig selv ihjel. Men hver gang hun beder om hjælp, får hun at vide, at hun skal tabe sig først. Hun sammenligner sig selv med en alkoholiker eller en narkoman. Det er bare mad, der er hendes drug.

- Min læge har fortalt mig, at jeg er ved at spise mig selv ihjel. Men hver gang jeg beder om hjælp, får jeg at vide, at jeg skal tabe mig først. Det er jeg sgu da godt klar over. Nogle gange i mine klare øjeblikke tænker jeg da også, Astrid hvad har du gang i?

Læs også Tusinder lider af spiseforstyrrelse uden at få hjælp: Nu sker der noget

Ordene kommer fra den 42-årige aarhusianer Astrid Klausen Kjærsgaard. Hun lider af den nærmest ukendte, men meget udbredte spiseforstyrrelse Binge Eating Disorder (BED) - på dansk tvangsoverspisning.

Hvor nogle mennesker søger alkohol eller stoffer, så søger jeg noget at proppe i munden. Det er så langt ude, at jeg tager mine børns slik fra skabet.

Astrid Klausen Kjærsgaard, Aarhus

Når Astrid i perioder kæmper med svære følelser, tyr hun altid til én ting – mad. Det betyder, at hun i dag er svært overvægtig. Astrid er 1,68 meter høj og vejer 127 kilo.

- Hvor nogle mennesker søger alkohol eller stoffer, så søger jeg noget at proppe i munden. Det er så langt ude, at jeg tager mine børns slik fra skabet, fortæller hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Astrid Klausen Kjærsgaard har haft problemer med tvangsoverspisning og overvægt, siden hun var 20 år. 

Har ingen mæthedsfølelse

BED har de samme konsekvenser for hende, som alkohol har for en alkoholiker eller stoffer har for en narkoman, både helbredsmæssigt og socialt.

- Jeg forsøger hele tiden at sætte regler op for mig selv, som skal begrænse mit madindtag. Intet usundt før kl. 12 og lignende, men når jeg virkelig overspiser, kan jeg ikke holde nogen af dem. Min familie forsøger at holde mig på måtten, men det er langt fra altid, de kan gøre noget, siger Astrid Klausen Kjærsgaard.

Læs også Aarhus-professor: Slankekur er en håbløs opfindelse

- Jeg har bare ikke den samme mæthedsfølelse som andre, og når først jeg skal have dulmet mine følelser, bliver spisning en rus for mig, fortsætter hun.

Den 42-årige aarhusianer er langt fra alene. Ifølge Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade (LMS) er der cirka 75.000 personer, der lider af spiseforstyrrelser. Heraf formoder man, at 40.000 af dem lider af BED.

Men da BED ikke er en anerkendt diagnose som bulimi og anoreksi, er der næsten ingen behandlingsmuligheder.

Binge Eating Disorder

- Tvangsoverspisning er gentagne episoder med overspisning. Overspisningen foregår inden for en begrænset tidsperiode med indtagelse af store mængder mad.

- Tvangsoverspisning er ikke en selvstændig diagnose i det danske og europæiske diagnosesystem ICD. Tvangsoverspisning bliver på nuværende tidspunkt derfor klassificeret som "andre spiseforstyrrelser" i Danmark.

- Symptomer på tvangsoverspisning er episoder, hvor man indtager store mængder mad inden for en tidsafgrænset periode. Indtagelsen af maden foregår, uden man er fysisk sulten, og indtil man er ubehagelig overmæt.

- I modsætning til bulimi kompenserer personen ikke systematisk med f.eks. opkastninger, afføringsmidler eller motion.

- Nogle studier har undersøgt hvilke risikofaktorer, der er for at udvikle tvangsoverspisning. Faktorer som dårligt selvværd, depression, selvdestruktiv adfærd og adfærdsproblemer påvirker den individuelle sårbarhed for tvangsoverspisning.


Kilde: Psykiatrifonden

"Bedre" at have bulimi eller anoreksi

Foreningen er blevet kontaktet af en del personer, der lider af BED, og som efterspørger hjælp.

LMS har derfor over en længere periode tilbudt gruppeterapi for BED-ramte. Det blev tilbudt tre gange per halvår. Men det kunne de mærke, ikke var nok. Derfor har LMS fordoblet deres tilbud – fra tre gange til seks gange per halvår.

- Folk får en uretfærdighedsfølelse. De kan ikke forstå, hvorfor det er "bedre" at have andre spiseforstyrrelser end BED, som jo er alvorlig nok i sig selv. De burde jo blive tilbudt behandling i det offentlige sundhedssystem ligesom alle andre spiseforstyrrelser, men det gør de ikke. Så vi har prøvet at tage hånd om det ved at øge vores tilbud, men det er jo langt fra nok, og vi kan ikke behandle alle, siger Connie S. Hagensen, afdelingsleder i Aarhus, til TV2 ØSTJYLLAND.

Det er den mindst kendte spiseforstyrrelse, men den mest udbredte. Men der er ingen behandlingstilbud, og det har vi påpeget i mange år.

Sabine Elm Klinker, LMS

LMS forsøger altså efter bedste evne at tilbyde folk med alle former for spiseforstyrrelser vejledning og hjælp, men ressourcerne er begrænsede.

Det kan Astrid fra Aarhus nikke genkendende til.

Astrid er især stor fan af chips, og når først hun går i gang med at overspise, kan hun indtage tre poser med dip på kort tid. 

Slankekure er ikke nok

Hun har i 22 år overspist. Det hele begyndte med en ekskæreste, der ifølge hende udførte psykisk terror, og fra den dag af blev mad flugtvejen.

Hun har aldrig lært at tackle livets svære stunder på andre måder.

01:32

VIDEO: I Randers har to kvinder taget kampen om mod den danske madkultur og de store portioner. Se hvorfor her. 

Luk video

En gang om måneden mødes hun med andre BED-ramte i Aarhus, hvor de deler erfaringer og gode råd. Og hvis hun ønsker det, kan hun sagtens få hjælp til slankekure og vægttab.

- Slankekure er bare ikke nok for mig. Jeg savner nogle redskaber til, hvordan jeg håndterer alt det psykiske. Eller måske en mentor som mange alkoholikere får og hjælp til mine pårørende. Der er slet ikke nok hjælp til os med BED, mener Astrid.

Morten Elsøe, cand.scient. i molekylær ernæring og fødevareteknologi, er en af de få, der har taget kampen op med BED. Det gør han fra sin egen klinik.

Manglende tilbud ærgrer ekspert

Selvom han ikke har en titel som psykolog, agerer han alligevel med den kasket, fordi folk med BED-lidelsen ikke kan få hjælp andre steder.

- Når folk opsøger mig og vil have hjælp til at blive raske, så kan jeg jo ikke sige nej. Det er min fornemste opgave at hjælpe folk ud af deres lidelser. Jeg ville ønske, at jeg kunne sende dem videre til fagpersoner med specifikke kompetencer på området, som jeg var sikker på var kompetente til at hjælpe dem. Men de tilbud har de jo ikke i dag, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Kvinder til kamp mod den fede madkultur: Savner de små portioner

Og netop de manglende behandlingstilbud ærgrer Morten Elsøe. Han har gennem sit tætte arbejde med sine klienter hørt og set, hvor nedslidende lidelsen er både psykisk og fysisk.

Jeg ville ønske, at jeg kunne sende dem videre til fagpersoner med specifikke kompetencer på området, som jeg var sikker på var kompetente til at hjælpe dem. Men de tilbud har de jo ikke i dag.

Morten Elsøe, cand.scient. 

Morten Elsøe mener, at der nok er mange årsager til BED, men at samfundets generelle tyndhedsfokus næppe hjælper. Tværtimod bidrager det til den skam, som mange af hans klienter spiser på.

Og når diagnosen ikke er godkendt, er hjælpen ikke let at få. Det er en udfordring, som LMS har bøvlet med i efterhånden mange år.

06:39

VIDEO: Hør mere fra Morten Elsøe her.

Luk video

Savner penge til behandling

- Det er en kæmpe udfordring for målgruppen. Det er den mindst kendte spiseforstyrrelse, men den mest udbredte. Men der er ingen behandlingstilbud, og det har vi påpeget i mange år, siger konstitueret generalsekretær for LMS, Sabine Elm Klinker, til TV2 ØSTYLLAND.

For nylig kørte foreningen i samarbejde med Psykoterapeutisk Center Stolpegård i København et forsøg med behandling af BED-ramte. Det blev finansieret gennem satspuljemidler.

Læs også Bjørnesøvn skal sætte en stopper for fedme og diabetes

- Det var en succes og havde god effekt hos de medvirkende. Alligevel blev der ikke efterfølgende sat penge af til at implementere det. Regionerne får ingen penge fra Christiansborg til at tilbyde behandling og har ikke selv ressourcerne, siger Sabine Elm Klinker.

Først når folketingspolitikerne erkender problemets omfang og sætter midler af til at bekæmpe spiseforstyrrelsen, tror hun på en lysere fremtid for de mange tusinde, der lider af BED.

- Senest på Folkemødet forsøgte vi at få politikerne til at gøre noget, men det er en målgruppe, der er lidt svær at brænde igennem med. Der virker til at være større politisk interesse for bulimi og anoreksi, siger Sabine Elm Klinker.

Lover øget fokus på BED

Sundhedsordfører for Venstre, Jane Heitmann erkender nu, at der gennem længere tid har været alt for meget fokus kun på bulimi og anoreksi. 

- Vi mangler et målrettet fokus på BED, og derfor er jeg også glad for de gode resultater, vi fik ud af forsøget med satspuljemidlerne. Det er naturligt, at vi politisk nu retter blikket mod mennesker med BED, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Det er naturligt, at vi politisk nu retter blikket mod mennesker med BED.

Jane Heitmann, sundhedsordfører (V)

Ordføreren mener, at det er tiden til at styrke indsatsen på området, og derfor vil Venstre se på mulighederne og også kigge på, hvordan de rigtige behandlingstilbud kan finansieres. 

Tilbage i Aarhus håber Astrid Klausen Kjærsgaard så på, at det sker snart. Indtil da har hun stadig aftener, hvor hun spiser fire store portioner spaghetti bolognese til aftensmad efterfulgt af tre poser chips med dip og en plade Marabou.

Læs også Tusinder lider af spiseforstyrrelse uden at få hjælp: Nu sker der noget