Århus GF trak ungarsk hold
De århusianske håndboldherrer får en svær modstander i Veszprém fra Ungarn i Champions League.
Håndboldherrerne fra Århus GF skal møde ungarske MKB Veszprém KC i ottendedels-finalen i Champions League. Det blev afgjort ved dagens lodtrækning i det internationale håndboldforbund i Wien.
Den første af de to kampe spilles i Ungarn 3. eller 4. december. Returopgøret i Århus finder sted en uge senere.
Lodtrækningen bliver mødt med ærgelse hos århusianernes træner Erik Veje Rasmussen.
- Det er den vanskeligste modstander af alle dem, vi kunne trække. Vi havde på forhånd sagt, at det var Veszprem, vi ville undgå, siger han til Ritzau.
Veszprem var i Champions League finalen i 2002 og har vundet det hjemlige mesterskab 14 gange.
Modstanderen for Kolding, som er det andet danske hold i ottendedels-finalerne, bliver slovenske Celje Pivovarna Lasko.