Antiabort-klistermærker koster 100.000 kroner at fjerne

At fjerne 20.000 klistermærker i Aarhus midtby vil ifølge Teknik og Miljø koste det samme som den halvårlige drift af Rådhusparken

Det bliver en dyr affære, hvis kommunen skal fjerne samtlige af de 20.000 klistermærker, som Retten til Liv i weekenden har sat op i Aarhus.

Det er ikke, fordi vi frygter en kæmperegning, for den mener vi ikke, vi skal betale. 

Ellen Højlund Wibe, Retten til Liv

- Det er anstrengende det her, for det koster mange penge at fjerne. Hvert klistermærke vil koste fem kroner at fjerne, og det giver 100.000 kroner, når man regner på det, siger Kim Gulvad Svendsen, chef for drift og myndighed i Teknik og Miljø Aarhus Kommune, til TV2 ØSTJYLLAND. 

Ifølge Kim Gulvad Svendsen svarer det til den halvårlige drift af Rådhusparken. 

- Så det er mange penge at pille ud af den almindelige drift, siger han. 

Vil gerne rydde op

Hos Retten til Liv mener ikke, at de har handlet ulovligt. Men de er nu blevet enige om, at de gerne vil rydde op efter sig selv. 

Læs også Abort-modstandere beordret til at fjerne 20.000 klistermærker

- Det er ikke, fordi vi frygter en kæmperegning, for den mener vi ikke, at vi skal betale, siger Ellen Højlund Wibe, landssekretær for Retten til Liv til TV2 ØSTJYLLAND.

Retten til Liv er af den opfattelse, at kommunen ikke har lovhjemmel til at kræve, at de betaler omkostningerne ved at fjerne klistermærkerne.

Svært at nå

I påbuddet fra kommunen står der, at klistermærkerne skal være fjernet senest onsdag, men det bliver ifølge Retten til Liv svært at nå. 

- Vi vil skrive til kommunen og bede om at få nogle ekstra dage at løbe på, siger Ellen Højlund Wibe.

Det er kommunen ikke afvisende overfor. 

Læs også Abort-modstandere har sat 20.000 klistermærker op i Aarhus

- Hvis de begynder at pille klistermærkerne ned, så er vi åbne overfor at tage en dialog med dem om, hvor lang tid de skal bruge, siger Kim Gulvad Svendsen. 

Han begrunder det nuværende påbud med, at kommunen hidtil ikke har oplevet, at Retten til Liv har villet påtage sig ansvar for, at klistermærkerne bliver taget ned igen.