Alarmklokker ringer ikke endnu hos Randers-træner

Trods seks nederlag i træk ringer alarmklokkerne ikke for alvor hos Randers-træner Olafur Kristjansson

Foto: Bo Amstrup - Scanpix

Foto: Bo Amstrup - Scanpix

1 af 2

Randers FC har længe lignet en deltager i slutspillet i Alka Superligaen, men fredag tabte kronjyderne for sjette kamp i træk, da FC Midtjylland kunne rejse hjem fra Bio Nutria Park med en 2-0-sejr.

Mål af Mikkel Duelund og Paul Onuachu satte tingene på plads for gæsterne, der fik forårets første sejr.

Randrusianerne er dermed kun tre point foran AaB på syvendepladsen, der ikke giver slutspilsadgang, men det faktum og den lange nederlagsstime har ikke fået træner Olafur Kristjansson til at opgive ævred.

Læs også Randers-profil: De andre hold kommer buldrende

Han erkender dog, at der skal andre boller på suppen resultatmæssigt, hvis Randers FC skal med i medaljeslutspillet.

Jeg var og er overbevist om, at vi har muligheder for at komme i slutspillet.

Olafur Kristjansson, cheftræner

- Jeg var og er overbevist om, at vi har muligheder for at komme i slutspillet. Men hvis det, der er vores mål og ambition, skal lykkes, så skal vi til at vinde fodboldkampe.

- I forhold til indstilling og attitude, havde vi mulighed for det i aften. Men der manglede noget skarphed. Hvis og når vi finder den, så tror jeg stadig på, at vi kommer med i slutspillet.

Læs også Ny nedtur: Randers FC dukket for sjette gang i træk

- Det handler om at bruge indersiden af hovedet og lade være med at høre for meget på sortseerne.

- For det er da rigtigt, at vi har tabt seks kampe i træk, at vi kun har scoret ét mål i dem, og at vi ikke har vundet en superligakamp i 14 uger.

- Men i 11 af de uger har vi ikke spillet i Superligaen, og jeg sover som en baby om natten, siger en filosofisk Randers-træner.

Randers skal igen i ilden søndag 5. marts, hvor det gælder den meget vigtige kamp ude mod Silkeborg, der blot er fem point efter kronjyderne.