AIDS-Fondet får ny formand

Aarhus-professor vil tjene hiv-sagen

AIDS-Fondet har fået ny formand.

Det er ledende overlæge og professor på infektionsmedicinsk afdeling på Aarhus Universitetshospital, Lars Østergaard, der fremover skal sidde i formandsstolen.

Lars Østergaard skal med sin medicinske baggrund bidrage til AIDS-Fondets arbejde med stærk fokus på effektiv behandling af hiv-smittede og på forskning i kur og vaccine.

Men ifølge hovedpersonen selv, så er kampen mod hiv ikke noget, man bare lige løser med en medicinsk indsats.

- Hver femte hiv-smittede i Danmark ved ikke, de er smittet med hiv, og ret mange bliver testet for sent. Det er dybt alvorligt, da det er dem, der er smittet uden at vide det, der giver smitten videre. Og her er fordomme en stor og vigtig faktor, som vi vil arbejde målrettet med at nedbryde, siger Lars Østergaard i en pressemeddelelse.

En verden uden hiv

AIDS-Fondets mål er en verden uden hiv. Derfor arbejder organisationen i Danmark, men også internationalt på at fokusere på de grupper, der er særligt sårbare og udsatte for hiv.

AIDS-Fondet beskæftiger sig bland andet med at samle penge ind til forbyggelse af hiv, støtte, rådgivning og forskning.