Affalds-app hitter i Randers
Omkring 3.000 borgere har hentet ny app fra AffaldRanders
Borgerne i Randers Kommune har for alvor taget Affaldskontorets app til sig.
Siden lanceringen i januar 2015 er app'en blevet downloadet 3.000 gange.
- Der er mange borgere, som bruger deres mobiltelefon og iPad hele tiden, med app'en har de nem adgang til at slå ting op, siger affaldschef Jørgen Niemann Jensen til tv2oj.dk.
- Der er ingen tvivl om, at der er flere, der bruger de automatiske funktioner nu. Før ringede de ind til os, nu kan de ordne det i app'en. Det gør det nemmere for borgerne, og det letter vores arbejde, fortsætter han.
Fortsætter udviklingen
Den første udgave af app'en gjorde det muligt at få et overblik over sine affaldsløsninger, og man kunne indberette manglende tømning eller bestille afhentning af storskrald.
I løbet af foråret opdaterede Affaldskontoret app'en med endnu flere funktioner. Det betød, at borgerne nu også kunne tilgå en driftsstatus, få en oversigt over genbrugspladsernes åbningstider samt slå sit affald op i en sorteringsguide.
Senest er det blevet muligt at købe en kode til sin sæk, hvis man har ekstra restaffald, som skraldemanden skal tage med ved næste tømning.
- Der kommer helt klart flere funktioner med tiden. Den næste bliver, at man kan bruge app'en til at indberette, hvis man ser affald på gaden, fortæller Jørgen Niemann Jensen.