Ældre opsiges fra deres lejligheder
En gruppe ældre i Århus er rystede. Efter 20 år i deres lejlighed, opsiges de nu.
Inden året er gået skal beboerne fraflytte deres boliger, fordi en tyve år gammel lejekontrakt mellem Lønmodtagernes Dyrtidsfond og Århus Kommune udløber i december måned i år.
Ilse Bavnbek er en af beboerne, der nu opsiges. Hun flyttede ind i april måned sidste år og regnede med, at lejligheden skulle blive hendes sidste bopæl.
- Jeg er vred over, at kommunen ikke har informeret mig om den her risiko, da jeg flyttede ind. For det måtte de have vidst.
Hos kommunen beklager Ældrerådmand Dorthe Laustsen forløbet. Selv om kommunen i lang tid har forhandlet med Lønmodtagernes Dyrtidsfond, så mener hun ikke, at kommunen har handlet forkert ved ikke at have informeret beboerne tidligere. Det ville bare have skabt unødvendige bekymringer, mener Rådmanden.
De 35 beboere får nu tilbudt en anden lejlighed, men ikke alle får som nu, en lejlighed i midtbyen.